SUF Magasinet - Flipbook - Page 50
50 | SUF MAGASINET · Maj 2019
TEMA | I SAMARBEJDE MED SELVEJE
SUF Veteran
udvider
En stigende efterspørgsel efter pladser betyder, at SUF Veteran nu
etablerer endnu en afdeling kun få kilometer fra den nuværende
Af Thorsten Asbjørn, journalist · Foto: SUF Veteran
Blot seks kilometer fra det nuværende SUF Veteran er ”Til salg-skiltet” taget væk fra en gammel
bindingsværks-ejendom med 16 hektar jord. Hvis
alt går efter planen, står der til september i år SUF
Veteran Sivkærvej ved indkørslen.
- I øjeblikket får vi flere henvendelser ugentlig fra
veteraner, som spørger efter en plads hos os, siger
Jesper Maigaard, leder af SUF Veteran om baggrunden for at starte et sted mere efter samme koncept.
Kaptajn i eget liv
Jesper Maigaard, der selv er tidligere udsendt og
derudover har en faglig baggrund som socialpædagog og socialkonsulent i SUF, er imidlertid overrasket over, at efterspørgslen har været så stor de
første to år.
- Vi har ikke haft nogen at læne os op ad, men vi kan
konstatere, at vores koncept appellerer til de veteraner, som har brug for særlig støtte til igen at blive
i stand til at forvalte deres liv, siger Jesper Maigaard
og peger på de afgørende faktorer:
- Vi stiller som krav, at her kun skal være fagpersonale. Samtidig skal veteranerne, når de kommer
her, være motiverede for at indgå i et udviklingsforløb. I den sammenhæng er det vigtigste, at de tilegner sig redskaber til at leve med deres PTSD og
igen bliver i stand til at håndtere hverdagen. Med
andre ord, at de atter bliver kaptajn i eget liv.
Fælles om fysisk udfoldelse
Og ligesom oberst Susanne Kiholm Lund ser samarbejde og den helhedsorienterede indsats som afgørende, så er det også en del af kernetænkningen
hos SUF Veteran.
- Det er i kraft af det stærke samarbejde med eksempelvis Veterancentret og ATT, at veteranerne
får en oplevelse af sammenhæng, siger Jesper
Maigaard og nævner i samme åndedrag Danmarks
Idrætsforbund og deres aktiviteter målrettet veteraner.
- For mange af veteranerne bruger vi idræt aktivt
som et element i at skabe sundhed, fællesskab
og livskvalitet og arbejder hen mod deltagelse i
idrætsaktiviteter både i veteransammenhænge og
som endeligt mål ude i lokale idrætsforeninger og
fitnesscentre.
Her har SUF Veteran eksempelvis haft stor glæde
af deltagelsen i nogle af DIF’s tilbud såsom cykelløbet Ride4Rehab, bueskydning, kanotur i Sverige
og funktionel træning.
- Lige nu har vi gang i et større dykkerprojekt, hvor
det definerede mål er et dykkercertifikat, men hvor
de positive sidegevinster i høj grad handler om
eksponering, fællesskab og genvinding af tabte ressourcer og kompetencer.