SUF Magasinet - Flipbook - Page 31
| 31
Nyttigt skidt
Og det er præcis nogle af disse ord, som har fået Stine fra SUF Nordsjælland til at tage turen til Odense
denne lørdag sammen med sin socialkonsulent
Pernille Tanghøje Christensen.
– Jeg er kommet i dag, fordi jeg gerne vil udfordre
mig selv i en ny situation, hvor det ikke er mig, der
får hjælp og er den, der har det svært, men hvor
det i stedet handler om, at jeg giver mine erfaringer
med at have det svært videre til en anden. Hvis jeg
kan være nyttig for en anden på baggrund af noget
vanskeligt, jeg er gået igennem, giver det stor mening, siger Stine.
Hun lægger samtidig ikke skjul på, at hun er spændt
på, hvordan projektet kommer til at fungere, når
det rykker fra mødelokalerne i Odense og ud i virkeligheden.
– Én ting er, at det giver rigtig god mening, når vi
sidder her og snakker om det. Noget andet er, hvordan den unge, jeg skal være frivillig for, rent faktisk
kommer til at tage imod det.
Pernille Tanghøje Christensen er enig og bringer
med det samme socialkonsulentens rolle i projektet i spil.
– Dét, som vi nu skal til at finde ud af, er, hvordan
vi kan bruge projektet i praksis. Vi har mange forskellige unge hos os, og derfor gælder det om at
finde det rigtige match for Stine. Hun er selv kommet rigtig langt i sit forløb, så nu drejer det sig om
at få fundet den unge, som hun bedst kan vise sin
egen vej for. Derudover skal jeg hjælpe Stine med
at passe på sig selv i projektet og sørge for, at hun
fortsat arbejder med sig selv.
I en større sags tjeneste
For Victoria, der kommer fra SUF Albertslund, og
som blandt andet har en baggrund med stoffer og
alkohol og været i et voldeligt forhold, er perspektivet på SUF-Frivillig ikke kun på mødet mellem
hende og en ung. Victoria er ude i en større sags
tjeneste, der handler om at udbrede kendskabet til
de muligheder, der eksisterer for unge, som har det
svært.
– Jeg synes, det er vigtigt, at så mange unge som
muligt får at vide, at selvom de ryger ned i nogle
store sorte huller, og det hele ser håbløst ud, så står
der faktisk nogle mennesker klar, som er parate til
at hjælpe dig. Det er et vigtigt budskab, siger Victoria, der ikke er i tvivl om, at hun også kommer til at
lære meget om sig selv gennem projektet. Men hun
understreger, at det er sekundært.
– Det afgørende er, at vi får fortalt, hvad der rent
faktisk findes af muligheder, hvad enten det er krisecentre for voldsramte kvinder, eller at der er frivillige i for eksempel SUF, som er klar til at støtte
op.
En anden af dagens unge, Nikko fra SUF Albertslund, er mest af alt optaget af, hvad det overhovedet kommer til at indebære at være frivillig.
– Jeg arbejder i forvejen som frivillig i en Røde
Kors-butik, og her lærer man, hvordan man begår
sig i butikken. Det her er noget ganske andet, fordi
det handler om, hvordan man agerer som frivillig
i mødet med et andet menneske, og det kræver en
helt anden form for viden
SUF-FRIVILLIG KICK OFF
Lørdag den 23. marts var der
kick off på projektet SUF-Frivillig.
Nogle af de spørgsmål, som var
på programmet, var blandt andet,
hvad frivillighed overhovedet er for
en størrelse, hvorfor den er vigtig
i det socialfaglige arbejde i Den
Sociale Udviklingsfond, og hvordan
den frivillige og socialkonsulenter
kommer til at supplere hinanden.
Foreløbig er der planlagt fire
workshops henover 2019.