SUF Magasinet - Flipbook - Page 27
| 27
På sporet af frivilligheden
Fire spor danner over de kommende to år grundlag for metodeudviklingsprojektet SUF-Frivillig. Socialkonsulenterne får en afgørende rolle
Af Peter Borberg, mag.art. & journalist
I både Den Sociale Udviklingsfond (SUF) og Center for Frivilligt Socialt Arbejde (CFSA) er man sig
yderst bevidst, at hverken retning eller mål kan
være defineret på forhånd, når man skyder gang i
et metodeudviklingsprojekt som SUF-Frivillig, hvor
fokus er på frivillighed blandt unge i udsatte positioner. Men en struktur er fastlagt, og der er således
udpeget fire spor, som i projektets foreløbig toårige
løbetid bliver centrale: Relation, refleksion, organisation og formidling.
Margrethe Langer, regionsdirektør i SUF, om det
første spor, det relationelle:
– Relationssporet handler om den udfordring, som
det er at finde det helt rette match mellem en frivillig ung, som enten er ude af SUF eller på vej ud,
og så en indskrevet ung, som kan have gavn af at
spejle sig i den frivilliges erfaringer.
Identitet som frivillig skal dyrkes
Mens Center for Frivilligt Socialt Arbejde bidrager
med viden og ekspertise om matching, så understreger Margrethe Langer, at socialkonsulenterne
får en helt afgørende rolle i både at matche de to
unge og bidrage til at støtte op om relationen og
sørge for, at den forbliver positiv og konstruktiv for
begge parter. Det gælder i høj grad også for projektets andet spor, der omhandler refleksion.
– Refleksionssporet kan også kaldes et læringsspor,
fordi det drejer sig om at få fremkaldt den unges
identitet som frivillig. I det her projekt er frivillig
ikke bare noget, man bliver påduttet ved at gå ind i
projektet, men derimod noget som, der skal arbejdes frem som en tydelig resurse, og som den frivillige unge selv bliver bevidst om. Vi vil gerne derhen, hvor deltagerne i projektet reflekterer over
og ser sig selv som frivillige med nogle helt særlige
kompetencer og erfaringer, siger Margrethe Lan-
ger, der forventer, at ikke mindst de workshops,
som er indlagt i projektet, skal bidrage til at fremelske en decideret frivillighedsidentitet.
Et ganske særligt ansvar
Samtidig er det vigtigt, påpeger Margrethe Langer,
at SUF-organisationen hele tiden er med, og da regionsdirektøren tager hul på projektets tredje spor
– organisationen – vender hun atter tilbage til socialkonsulenternes rolle.
– Som organisation påhviler der os et ganske særligt ansvar, når vi skubber de unge ud i det her projekt, fordi vi også skal passe på dem. Vores opgave
er at finde ud af, hvordan de både kan hjælpe sig
selv og en anden gennem det at være frivillige. Socialkonsulenten bliver af samme grund en tæt samarbejdspartner, som blandt andet skal hjælpe den
frivillige unge med at sætte grænser og supervisere
undervejs i projektet, siger Margrethe Langer, der
tror, at SUF-Frivillig-projektet kan komme til at
rokke fundamentalt ved den måde, som de udsatte
unge normalt bliver set på.
– Projektet skal gerne blive en øjenåbner for, at de
unge ikke kun bliver set som nogen, vi skal passe
på, men også som mennesker med unikke erfaringer, der kan være til gavn for andre.
Ny viden til den socialfaglige indsats
Af samme grund understreger Margrethe Langer
også, at det fjerde spor i SUF-Frivillig kommer til at
dreje sig om formidling.
– Eftersom der er tale om et metodeudviklingsprojekt, bliver der løbende indsamlet viden om, hvordan frivillighed i fremtiden kan blive et centralt
redskab i den socialfaglige indsats i ikke alene SUF,
men også andre steder. Den viden skal formidles af
både frivillige og unge, slutter Margrethe Langer.