SUF Magasinet - Flipbook - Page 23
| 23
- I dag ses frivillighedsområdet som en væsentlig
del af løsningen på velfærdsområdet, og der stilles
samtidig stadig større krav til de frivillige foreninger, når de indgår i den kommunale opgaveløsning,
siger Michael Fehsenfeld og uddyber:
- Det er ikke nødvendigvis formulerede krav, men
kommunerne kan have en forventning om professionaliserede ydelser og dokumentation, og det
betyder, at mange frivillighedsforeninger får brug
for at professionalisere deres organisation, for eksempel med ansættelse af projektledere.
Og det rejser nogle problemstillinger.
- Professionaliseringen kan for en umiddelbar betragtning være fin, men for foreningerne melder
sig nogle etiske spørgsmål. Det kan for eksempel
være den frivillige forening, som gør en særlig indsats for flygtninge. Ved at blive spundet ind i den
kommunale professionalisme, risikerer balancen
mellem at være fortaler for svage grupper og serviceleverandør for kommunen at forskubbe sig, siger
Michael Fehsenfeld.
På den måde er der to vidt forskellige krav til frivillige organisationer og de private og selvejende
i deres samarbejde med kommunerne, påpeger
SDU-forskeren:
- En væsentlig forskel på frivillighed og selveje er
professionaliseringen, hvilket er tydeligt inden for
det specialiserede område. Hvor frivilligheden kan
blive kritiseret for professionaliseringen, fordi deres værdi ligger i den menneskelige relation, så er
professionaliseringen et centralt element i de selvejende institutioner. Trækker vi en parallel til de
selvejende institutioner på dagtilbudsområdet, så
vil vi også her gerne have professionelle til at passe
vores børn og ikke bare frivillige.
Roskilde-eksemplet
Men selv om samskabelse således er en vanskelig
størrelse, så ser de to forskere også positive eksempler. Helle Hygum Espersen fremhæver i den
sammenhæng det moderne kulturhus i Roskilde
med folkekøkken og tusinder af besøgende. Her
er ungevejledere fra kommunen lykkedes med at
tage psykisk sårbare med ind i kulturhuset, hvor de
langsomt er blevet trygge og en del af huset.
- Det er et godt eksempel på transformativ samskabelse. De unge kan stadig være psykisk sårbare
i rummet, men de bliver også ligeværdige med de
øvrige gymnasieelever, som kommer i huset, og de
danner relationer. Tilsvarende indgår de kommunale ungevejledere i civilsamfundet i nye positioner, siger Helle Hygum Espersen.
- Initiativet i Roskilde er et rigtig godt eksempel på,
at der sker noget markant andet, end hvis man sidder i en ren kommunal kontekst og beslutter, at frivillige skal komme til et plejehjem og spille bingo.
Der sker intet transformativt ryk, siger chefanalytikeren og vender tilbage til eksemplet fra Roskilde:
- De arbejder meget med helheden og med at afgive suverænitet til borgerne, og det er derfor, det
er vellykket.
Opfordring til kommuner
I det lys har Helle Hygum Espersen også en opfordring til kommuner og offentlige institutioner.
- Hvis man i kommunerne vil lykkes bedre med
samskabelse, så kræver det styringsmæssigt friere
rammer, hvor der er tid og rum til dels at sætte sig
ind i den viden, som er på området, dels være undersøgende i forhold til de barrierer, som opstår.
I den sammenhæng står beskyttelsen af egen faglighed ofte som en iøjnefaldende barriere for samskabelse, påpeger Helle Hygum Espersen.
- Problemet opstår, når der tages afsæt i egen faglighed i løsningen af et givent problem, for eksempel kriminaliserede unge. Set fra et samskabelsesperspektiv bør man invitere andre aktører ind og
udvikle en ny samlet forståelse for, hvordan man i
fællesskab kan løse problemet, siger hun.
