SUF Magasinet - Flipbook - Page 14
14 | SUF MAGASINET · Maj 2019
– Den specialiserede kvalitet af eksempelvis sociale tilbud, som giver kommunerne noget at vælge
imellem, går tabt, hvis driftsaftalerne kommer til at
fylde for meget. Simpelthen fordi ensartetheden af
tilbud bliver for stor.
Når det er sagt, så pointerer Jon Krog, at det er fuldstændig legitimt, at man fra det offentliges side har
stort fokus på, hvordan de selvejende organisationer forvalter de økonomiske midler bedst muligt.
– Selvfølgelig er man nødt til at vide, om midlerne
bliver brugt rigtigt, men spørgsmålet er, om driftsaftaler altid er den rigtige vej, siger han.
Kig mod Sverige
Jon Krog medgiver, at det kan være svært at sige
præcist, hvor grænsen skal trækkes, når der skal
etableres samarbejde mellem kommune og selveje,
og han anbefaler i den sammenhæng at kigge mod
Sverige, hvor man har lavet en national rammeaftale mellem den svenske regering og de private
aktører.
– Det er en overordnet ramme, som dikterer nogle
principper, der klart definerer, hvad de selvejende
organisationer – som i Sverige kaldes idébårne organisationer, hvilket faktisk er meget mere dækkende end selveje – skal leve op til, når det for
eksempel drejer sig om uddannelse, faglighed og
kvalitet. På den måde sikrer man, at kommunerne
ikke behøver at kontrollere alt, fordi alle parter tilslutter sig den overordnede nationale rammeaftale. Den model så jeg gerne anvendt i Danmark, siger
Jon krog og slutter:
– Dét, som vi skal værne om, er, at de selvejende
organisationer fortsat bevarer deres evne til at
være noget andet end det offentlige, fordi det i sidste ende er det, der gør den største forskel for borgerne.
Vidste du…
At Diakonissestiftelsen, der
så dagens lys i 1863 og
bygger på et folkekirkeligt
grundlag, blev skabt for at
håndtere en polioepidemi,
mens en organisation som
Den Sociale Udviklingsfond,
der blev etableret i 1991,
satte sig selv i verden
for at hjælpe unge med
svære psykiske og sociale
problematikker.
Selveje Danmark
Selveje Danmark er en brancheforening
for selvejende non-profit organisationer,
der eksempelvis arbejder med udsatte
unge eller søger at hjælpe folk tilbage
på arbejdsmarkedet. Brancheforeningen,
der blev etableret i 2012, varetager
blandt andet organisationernes
politiske interesser og behov. Selveje
Danmark er desuden initiativtager til
et netværk, der henvender sig specifikt
til socialøkonomiske virksomheder og
virksomheder, som ønsker at skabe
en socialøkonomisk profil. Netværket
fungerer som et rum for udvikling og
vidensdeling.