309489 Cykel loebekatalog foraar2024 web - Flipbook - Side 16
DHL:
FØRST LØBER VI, OG SÅ FESTER VI
2023 blev det største år nogensinde
for DHL-stafetten. Hele 130.000 løbere
deltog i motionsløbet, hvor kolleger
dyster mod hinanden og holder fest
bagefter.
Af Anne Lønstrup
I de første mange år af DHL-stafettens levetid var det udelukkende
tænkt som løb. Da ikke alle mennesker er i løbeform, var der også
folk, som måtte gå noget af ruten – eller måske ligefrem hele turen,
og derfor tog den københavnske løbeklub Sparta, som arrangerer
DHL-stafetten, konsekvensen og gjorde det muligt at gå de fem
kilometer. ”For seks-syv år siden tog vi walk med, og det har givet
bedre løbebetingelser, for før var der folk, der gik indimellem
løberne. I dag er de adskilt, og for virksomhederne er det en stor
fordel, at walk er kommet med, for så kan HELE virksomheden
være med til DHL,” siger Niels-Jørgen Holst, som i 1981 var initiativtager til DHL-stafetten. Formentlig kan mange DHL-deltagere
nikke genkendende til, at de har kolleger, som tidligere meldte fra
til begivenheden med begrundelsen, at de ikke var løbere. Nu har
alle ret til at deltage på lige fod. Løbere som ikke-løbere. ”Det gør
en stor positiv forskel for arrangementet, at firmaerne kan tilbyde
noget til alle.
16
For det bidrager til den gode stemning, at alle kan være med.
Det store flertal deltager jo alligevel for fællesskabets skyld, og
sådan skal det være, for fællesskabet er det bærende element i hele
DHL-stafetten, siger Niels-Jørgen Holdt.
2023 var et rekordår
75-årige Niels-Jørgen Holdt er tidligere formand for Sparta
Atletik og Motion. I 1981 hentede han inspiration til DHLstafetten i USA, hvorfra han også importerede ideen om Europas
første kvindeløb, som Sparta satte i værk i samarbejde med
magasinet ALT for Damerne.
Og han er med endnu. Til daglig er han fuldtidsansat driftsleder
i Sparta. I forbindelse med DHL-Stafetten er han med til at
bygge hele eventet med målområde og skiftezone o.s.v.
”Jeg cykler foran, når feltet sætter i gang, og det har jeg gjort siden
1981. Jeg løber også DHL-stafetten. I år gjorde jeg det endda to
gange, fordi jeg glemte depechen den første gang, siger Niels-Jørgen Holdt, der glæder sig over, at løbet stadig er i stand til at sætte
rekorder. ”I 2023 gik det helt grassat. Det var det største år nogensinde med 130.000 deltagere. Det er sgu mange. DHL-stafetten er
klart verdens største motionsløb. Der er ca. en tredjedel, der laver
walk og ca. to tredjedele der løber, det varierer lidt fra dag til dag
alt efter alderssammensætningen i de firmaer og organisationer,
der deltager. ”I år måtte vi melde udsolgt til nogle af dagene. Det er
kun sket én gang før for 20-25 år siden, siger Niels-Jørgen Holst.