Årsrapport 2022 - Flipbook - Page 20
Regnskab
Bemærkninger til balancen
Materielle anlægsaktiver viser værdien af kommunens grunde, bygninger og inventar opgjort med
udgangspunkt i de retningslinjer for værdiansættelser, som Byrådet har godkendt.
I posten for finansielle anlægsaktiver er værdien af blandt andet aktier i forsyningsselskaber og
indskudskapital i forskellige fælleskommunale virksomheder opgjort. Herudover er det beløb, som
kommunen regnskabsteknisk skal deponere i forbindelse med modtaget udlodning mv., indeholdt i posten
med et beløb på 109,9 mio. kr.
Omsætningsaktiver/fysiske anlæg til salg viser værdien af usolgte grunde fra de kommunale
udstykningsområder.
Omsætningsaktiver/tilgodehavender er anført med ca. 30 mio. kr., hvilket er et fald fra 35,4 mio. kr. i
2021. I det opgjorte beløb er indeholdt periodeafgrænsningsposter med det efterfølgende regnskabsår. Det
vil sige registrering af udgifter og indtægter, der vedrører det gamle regnskabsår, men hvor afregning først
finder sted efter 31. december. Der vil derfor kunne forekomme store udsving i forhold til de tidligere
regnskabsår.
Omsætningsaktiver/likvide aktiver udgør ved regnskabsårets udløb 33,2 mio. kr. Hertil kan lægges de
beløb, der regnskabsteknisk er posteret som deponerede beløb, som udgør 109,9 mio. kr. således den
reelle likviditet ved udgangen af 2022 udgør 143,1 mio. kr. Herudover har kommunen et tilgodehavende
på 21,9 mio. kr. hos Ringkøbing-Skjern Spildevand vedrørende Skelbækken i Ringkøbing samt 15,2 mio.
kr. hos Affald-Genbrug vedrørende det løbende mellemværende. Dermed udgør den skattefinansierede
kassebeholdning 180,2 mio. kr.
Egenkapitalen viser forskellen mellem kommunens aktiver og passiver. Ved udgangen af 2022 var aktiverne
ca. 3,2 mia. kr. større end passiverne. Dette er stort set uændret fra tidligere år.
Hensatte forpligtelser på 468,8 mio. kr. udgør blandt andet en forpligtelse på ca. 419,8 mio. kr., som
kommunen har overfor nuværende og kommende tjenestemandspensionister. Forpligtelsen er opgjort med
udgangspunkt i en aktuarmæssig beregning. Herudover er der hensat 44,6 mio. kr. til imødegåelse af
fremtidige arbejdsskadessager.
Langfristede gældsforpligtelser på ca. 1,1 mia. kr. kan opgøres i nedenstående hovedområder:
-
Almindelige kommunale lån, hvor lånoptagelsen er sket med baggrund i de retningslinjer, som
er gældende for kommunal gældsætning. Der er i 2022 optaget nye lån for 121,1 mio. kr. og betalt
afdrag med ca. 40,3 mio. kr., således restgælden ved udgangen af 2022 kan opgøres til ca. 614,1
mio. kr.
-
Den gæld, der kan henføres til selvejende institutioner, der har indgået driftsaftale med
kommunen, jfr. den såkaldte Holmslands-model, skal også indregnes i kommunens regnskab. Dette
beløb udgør ca. 50,8 mio. kr.
-
Der er opført 150,9 mio. kr. vedrørende Lønmodtagernes Feriemidler. Dette beløb er
feriepenge, som kommunens ansatte i perioden 1/9 2019 – 31/8 2020 har optjent, men som først
kommer til udbetaling på et senere tidspunkt.
-
Herudover er lån til ældreboliger indregnet med en restgæld på 278,4 mio. kr. Lånene er optaget
i forbindelse med færdiggørelsen af de respektive boliger. Ydelser på lånene indregnes i den
husleje, der opkræves hos beboerne, og lånene skal derfor i princippet ”hvile i sig selv”. Som
ordinære afdrag på ældreboliglån er udgiftsført ca. 18,1 mio. kr. i 2022.
-
Endeligt er også indeholdt den beregnede gældsforpligtelse med udgangspunkt i etablerede
leasingkontrakter svarende til 18,8 mio. kr.
Kortfristet gæld viser bl.a. mellemværende med kommunens leverandører samt regnskabstekniske poster
vedrørende forskellige mellemregningsforhold.
20