Budgetbog 2022 2025 Ringkoebing Skjern Kommune - Flipbook - Page 12
FORVALTNING
AF BUDGETTET
I henhold til styrelseslovens §40 bemyndiger Byrådet ØU til at foretage budgetomplaceringer mellem
udvalgene, uden forelæggelse for Byrådet. I givet fald kan ØU først gennemføre budgetomplaceringer efter
forudgående forhandlinger med de relevante udvalg. Bemyndigelsen gælder såvel drifts- som
anlægsposter. Anlægssager, der ikke tidligere er givet bevilling til, skal dog forelægges Byrådet.
Løbende økonomistyring
Det enkelte udvalg har ansvaret for, at udvalgets nettobudget til driften (nettobevillingen) overholdes. Det
enkelte udvalg kan selvstændigt foretage budgetomplaceringer indenfor udvalgets driftsområder, herunder
også mellem fagområder. Det enkelte udvalg kan ikke igangsætte nye ikke budgetlagte aktiviteter, førend
Byrådets godkendelse med konkret bevilling og finansiering foreligger, jf. bevillingsreglerne ovenfor.
Administrativt har det enkelte fag-/stabsområde, og herunder de enkelte aftaleenheder (institutionsniveauet m.v.) ansvaret for, at driftsaktiviteterne tilrettelægges og gennemføres indenfor det givne
nettodriftsbudget.
Med henblik på understøttelse af arbejdet med en effektiv budgetstyring, gennemføres der månedlige
budgetopfølgninger med vurdering af forventet regnskab, hvor der er fokus på såvel mængder som kroner.
Første månedlige budgetopfølgning foretages senest med udgangen af januar. På en række områder – i
særlig grad de specialiserede områder, hvor hele eller dele af budgettet er disponeret – vil det være
hensigtsmæssigt, at der allerede foretages første budgetopfølgning inden budgetårets start.
De givne økonomiske rammer medfører et krav om, at der konstant arbejdes hen mod skabelsen af
råderum i driftsbudgetterne. Formålet hermed er dels, at skabe muligheder for at imødegå kommende
budgetudfordringer, dels at skabe muligheder for prioriteringsrum til vækst og udvikling, herunder
nye/udvidede aktiviteter. Med henblik herpå, er det vigtigt, at der på alle niveauer i organisationen, løbende
arbejdes med rationaliseringer og effektiviseringer af driftsaktiviteterne.
Det er et krav, at der straks iværksættes initiativer og handlinger ved konstaterede budgetudfordringer,
hvor det forventede regnskab viser udsigt til budgetoverskridelser. Der kan ikke forventes tillægsbevillinger
til løsning af budgetudfordringer vedrørende driftsaktiviteterne.
Økonomirapportering
Økonomirapporteringen til politisk niveau omfatter følgende:
Månedlig rapportering til det enkelte fagudvalg på baggrund af månedlige budgetopfølgninger
vedrørende driften. Forventet regnskab indgår i den økonomiske oversigt. Der suppleres med en
kort beskrivelse af forbrugsudviklingen.
Månedlig rapportering til ØU vedrørende den samlede drift, hvor forventet regnskab vises i den
økonomiske oversigt. Der suppleres med en kort beskrivelse af forbrugsudviklingen omfattende
drift og finansieringsposter.
3 gange årligt (31/3, 30/6 og 31/10) rapporteres til Byrådet via ØU. Denne rapportering omfatter
drift, anlæg og finansieringsposter. Økonomiske oversigter suppleres med beskrivelse af
forbrugsudviklingen.
Såfremt der opstår budgetudfordringer i årets løb, gennemføres følgende proces:
Den relevante fagchef har på det administrative niveau ansvar for straks at tage nødvendige
initiativer og handlinger med henblik på løsning af budgetudfordringerne. Fagchefen kan trække
på økonomikonsulenterne/økonomichefen/direktøren i dette arbejde.
Ved den månedlige rapportering til fagudvalget, beskriver fagchefen hvilke initiativer og handlinger
der er sat i værk, og/eller beskriver forslag til initiativer og handlinger, såfremt beslutninger herom
skal træffes politisk.
Fagudvalget træffer de nødvendige beslutninger, herunder hvorvidt disse beslutninger kræver
godkendelse af Byrådet i tilfælde af væsentlige ændringer i serviceniveauet. I givet fald
videresender fagudvalget sagen til Byrådet via ØU med udvalgets indstillinger.
12