Årsrapport 2023 - Regnskab for 2023 - Flipbook - Page 12
Fagchefernes beretning
Land, By og Kultur
Land, By og Kultur har ligesom øvrige fag-og stabsområder defineret en kerneopgave for fagområdet. Fagområdets
kerneopgave er; ”Vi lykkes, når borgerne oplever, at vi sammen skaber udvikling, afklaring og ansvarlig drift”.
Vurderingsstyrelsens fokus på ejendomsdata
I Byg og Miljø har året været præget af, at Vurderingsstyrelsen de sidste år har haft meget fokus på de oplysninger,
som er i Bygnings- og Boligregisteret (BBR). Derfor er der brugt rigtig mange ressourcer på henvendelser med
rettelser til borgerens BBR-meddelelse særligt i forbindelse med de nye vurderinger.
Plan- og anlægsprojekter
I 2023 begyndte planarbejdet omkring etablering af en stor energipark med vedvarende energi bestående af
solceller og vindmøller i kombination med et Power-to-X-anlæg i Stoustrup lidt øst for Tarm. Herudover er
helhedsplanerne for Velling og Skjern-Tarm afleveret til borgerne.
På naturområdet er der gennemført naturpleje i form af rydning af træer og buske på Rejkjær Sande for at bevare
den fredede hede, og der er opsat kreaturhegn, så de kan afgræsses og derved holdes lysåbne.
Både i Hoven og Videbæk er der i samarbejde med lokale kræfter etableret stier og rekreative naturområder
samtidigt med, at vandløbene er restaureret. De øverste 6,5 km af Kirkeåen i Skjern er blevet genslynget og der er
lavet gydebanker og okkerrensningsbassiner for at forbedre forholdene for vandløbets fisk og smådyr.
Kommunen har været involveret i udvidelse af Rute 15, som er blevet godkendt i Folketinget i 2023.
Vejdirektoratet har igangsat projektering af Rute 15, der nu bliver udvidet og ført til Røgind.
Genbrug
Som følge af den nye henteordning, har trafikken på genbrugspladerne i 2023 ændret sig, og det har det været
muligt at øge åbningstiderne for de 4 store genbrugsplader. Henteordningen er desuden blevet udvidet til
erhvervslivets husholdningslignende affald. Herudover er de offentlige miljøstationer omstillet til glasindsamling,
hvor vi blandt andet har brugt de overskydende papir-kuber, der er blevet ombygget af en lokal virksomhed til
glas. Der er stor fokus på miljøet, og Genbrug har igennem yderligere optimeringer af kørsel og maskinparken
reduceret CO2 aftrykket.
Kultur og Fritid
I 2023 blev Kulturvæksthuset Brogården i Ringkøbing etableret som pilotprojekt i samarbejde med det lokale
erhvervsliv. I løbet af året har Brogården dannet ramme omkring en lang række aktiviteter indenfor det kulturelle
felt. Brogården har også været base for en række udenlandske kunstnere, som i perioder på op til en måned, har
været Artist in Residence i lokalområdet.
Vinterlysfestivalen og filmserien ”Hvide Sande” har begge haft så stor succes, at de er blevet gentaget i 2023.
Vinterlysfestivalen blev i år gennemført ved hjælp af 70 frivillige, der fik 25.000 besøgende igennem ugens
aktiviteter, og festivalen blev i samarbejde med Vestas afholdt 100 procent energi-neutralt. Sæson 2 af krimiserien
”Hvide Sande” blev indspillet i årets løb. Serien vil blive vist på TV2 engang i 2025. Første sæson blev en stor
eksportsucces og er solgt til tv-selskaber i mere end 40 lande over hele verden.
På friluftsområdet blev Naturens Rige kåret som nr. 1 af Friluftsrådet, der sammenligner de enkelte kommuners
forudsætninger for at skabe naturoplevelser og deres indsats for at skabe friluftsliv.
Fokus på samhørighed og projekter
Ejendomscenteret er ved at udarbejde en fælles ejendomsstrategi for kommunen. Strategiarbejdet laves i
samarbejde med fag og stabsområderne, således den understøtter fagområdernes kerneopgaver.
I et samarbejde med Dagtilbud og Undervisning blev der udarbejdet en strategi for indeklima på kommunens
skoleområde, da indeklima har utrolig stor indvirkning på trivsel og indlæring. På baggrund af arbejdet, er det i
2023 besluttet, at indsatsen i 2024 skal videreføres på kommunes daginstitutioner.
12