hjerterum2024 onlineversion - Flipbook - Side 46
TEMA: BØRNE- OG UNGESYN
Efter en del samtaler mellem Kasper
og pædagogerne hjalp de med at få
kontakt på den måde, som Kasper
ønskede. Samtidig med, at han var
på Vejle Fjord, støttede en netværksmedarbejder Kaspers mor og hjalp
hende med at få lagt en struktur derhjemme.
- Det var pisseirriterende, at hun
havde den samme struktur og de
samme regler som på Vejle Fjord. Det
var lige før, hun læste op fra en manual og gjorde ting ud fra den, husker
Kasper.
KOMPLEKSE PROBLEMER
Som vikar på Vejle Fjord møder Kasper
børn og unge med meget svære problemer.
- I dag var jeg aldrig blevet anbragt.
De børn, der bor her nu, har lagt mere
komplekse problemer, og mange af
dem har været i familiepleje, før de
kom her. Så dette er sidste udvej, siger Kasper og fortsætter:
- Jeg ved, at man kan føle sig
magtesløs, når man bor her. Så jeg
prøver at lytte og stille åbne spørgsmål – spørge: ”Hvad har du lyst til i
dag” i stedet for at sige, ”du skal!”.
Så de har ret frie rammer, og hvis de
gerne vil til stranden eller køre en tur,
så gør vi det. Men selvfølgelig skal
børnene indgå i husets struktur og
overordnede regler – så vi køber for
eksempel kun slik om fredagen.
- Nogle af børnene og de unge ser
mig som et forbillede, for de ved, jeg
har boet her. Det skjuler jeg heller
ikke, fortæller Kasper. Han har aftjent
værnepligt og ved siden af vikarjobbet på Vejle Fjord er han deltidsbrandmand. Om han vil læse til pædagog
eller noget andet, har han ikke afklaret.
- Jeg er her for at hjælpe de unge.
Ikke fordi jeg tænker det som forberedelse til en uddannelse. Jeg vil
gerne give det tilbage, som jeg selv
har fået. Og hvis jeg kan hjælpe ét
barn på rette vej, så har jeg opnået
alt.
Nogle af de unge ser mig som et
forbillede. For de ved, jeg selv har
boet her, fortæller Kasper.
KFUM’S SOCIALE ARBEJDE MENER
18 år. En imødeset festdag for mange.
Men for anbragte unge kan fødselsdagen fremkalde bekymringer. Overgangen til voksenlivet er ofte ekstra
udfordrende for tidligere anbragte
unge, der kun har et spinkelt netværk
og i nogle tilfælde ingen kontakt til
forældrene.
Som samfund er vi alt for dårlige til
at hjælpe tidligere anbragte videre
i livet. De triste tal viser, at anbragte
unge snubler i overgangen, når de
skal stå på egne ben. De har væsentligt større risiko for at få psykiske
lidelser eller ende i hjemløshed.
I dag er det i praksis op til kommunerne, om en tidligere anbragt ung
bliver tilbudt ungestøtte – eller efterværn, som det tidligere blev kaldt.
I nogle kommuner får næsten alle
tidligere anbragte ungestøtte. I andre
kommuner er det kun godt hver 10.
KFUM’S SOCIALE ARBEJDE
46
Tidligere anbragte bør have ret til
ungestøtte, indtil de fylder 25 år og
er godt etableret i en bolig med et
stabilt netværk og uddannelse eller
arbejde. Og de unge bør selv kunne
vælge, hvem der skal stå for støtten.
Hvis de har opbygget en god relation
til medarbejdere på et børne- og ungehjem, skal de unge kunne vælge at
få ungestøtten derfra – i stedet en ny
kontaktperson, som de i forvejen har
haft rigeligt af.
