Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 40
Industriens Pension: Pensionsvejledning
For at vi kan behandle dispensationsansøgningen, skal du tilvejebringe ovenstående oplysninger.
Hvis du skal separeres eller skilles
Normalt skal du ikke dele din pensionsordning i Industriens Pension med din ægtefælle, hvis
du skal separeres eller skilles. Hvis du har Ekstrapension, vil den normalt skulle deles.
I visse særlige tilfælde kan skifteretten bestemme, at værdien af din pensionsordning skal regnes med, når jeres fælles formue skal gøres op, og evt. at selve pensionsordningen skal deles.
Hvis du og din ægtefælle opretter en særejeægtepagt, kan I bestemme, at jeres pensionsordninger inkl. fremtidige indbetalinger på pensionsordningen ikke skal deles.
I kan derimod ikke bestemme med en ægtepagt, at din ordning i Industriens Pension skal deles, hvis I bliver separeret eller skilt.
I kan heller ikke i forbindelse med bodelingen bestemme, at ordningen i Industriens Pension
skal deles, hvis du i stedet har mulighed for at betale kontant, skævdele andre værdier i boet
eller afdrage beløbet over en kort årrække.
Hvis det ender med, at pensionsordningen i Industriens Pension skal deles, vil det ske ved udlodning. Det vil sige, at din fraseparerede/-skilte ægtefælle får sin del af din pensionsopsparing
i Industriens Pension overført til sin egen pensionsordning i Industriens Pension. Det er kun
ratepensionen og en eventuel engangsudbetaling ved pensionering, der kan deles. Livslang
pension kan ikke deles.
Vi forbeholder os ret til at kræve, at betalingen for administration ved at foretage deling af pensionsordningen afholdes af dig og din ægtefælle.
Hvis din ægtefælle dør
Hvis du skal skifte med din afdøde ægtefælles arvinger, har du krav på forlods at udtage din
ordning i Industriens Pension. Det vil sige, at din arbejdsmarkedspension ikke indgår i bodelingen.
Kreditorbeskyttelse
I visse tilfælde kan en udbetaling ved visse kritiske sygdomme eller tab af erhvervsevne være
kreditorbeskyttet. Hvis du er på kontanthjælp, vil udbetaling ved visse kritiske sygdomme på
op til 150.000 kr. ikke blive modregnet i kontanthjælpsydelsen. Efter 5 år vil udbetalingen dog
blive betragtet som formue og blive modregnet i kontanthjælpsydelsen.
Kreditorbeskyttelse har betydning, hvis du har misligholdt dine betalingsforpligtelser, og der
derfor er nogle af dine kreditorer, der vil gøre udlæg i dine værdier. Hvis pengene er kreditorbeskyttede, kan dine kreditorer ikke gøre udlæg i dem.
En udbetaling kan kun blive kreditorbeskyttet, hvis den bliver indsat på en særskilt konto og
ikke blandes sammen med din øvrige økonomi. Det kan være en fordel, hvis du får banken til
at notere på kontoen, at den er kreditorbeskyttet. Så ved banken, at de penge, der står på
kontoen, er beskyttet.
Hvis du gerne vil have kreditorbeskyttet en udbetaling, er det vigtigt, at du giver os besked om
det, allerede når du søger om udbetaling fra os. Når først pengene er udbetalt, er det for sent
at få dem kreditorbeskyttet.
Hvis du ikke oplyser et kontonummer, eller hvis vi opdager, at der er fejl i det kontonummer, du
har oplyst til os, eller vi af andre grunde ikke kan udbetale til det, udbetaler vi til din NemKonto.
40