Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 38
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Overenskomstparterne (fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer) har sikret, at du – som
en del af din ansættelse – har en pensionsordning med opsparing til din alderdom i form af
livslang forsørgelse efter pensionering og en forsikringspakke, der dækker dig, mens du er på
arbejdsmarkedet.
Da overenskomstparterne er enige om, at formålet med din pensionsopsparing i Industriens
Pension er, at der spares op til din alderdom, har de besluttet, at din pensionsopsparing først
kan udbetales, når du når din tidligste pensionsalder, og derfor kan du heller ikke få din pensionsopsparing udbetalt tidligere mod at betale en afgift til staten. Du kan med andre ord ikke
genkøbe eller tilbagekøbe din ordning.
Overenskomstparterne har også besluttet, at du skal have mulighed for at tage opsparingen
med til en ny arbejdsmarkedspensionsordning, hvis du skifter job og ikke længere indbetaler til
Industriens Pension. Det er en betingelse, at det sker til en obligatorisk pensionsordning, og at
der ikke er tale om en privat, frivillig pensionsordning, du selv har oprettet. Det gælder, uanset
om du selv indbetaler til den private pensionsordning, eller du gør det gennem din arbejdsgiver. Begrænsningerne skyldes, at overenskomstparterne ønsker at sikre, at de opsparede
midler bliver i kollektive pensionsordninger med et indhold og omkostninger, der er underlagt
overenskomstbærende organisationer.
På denne måde varetages dine interesser i forhold til et produktudbud, der passer til dig, som
er ansat i industrien. Samtidig sikres det, at du betaler lave administrationsomkostninger, der
afspejler, at du er en del af et fællesskab, hvor intet overskud skal udbetales til andre end dig.
Parterne har derfor i ’Protokollat om Pensionsoverførsel’ i Industriens Organisationsaftaler
2023-2025, Protokollat – Diverse aftaler om pensionsmæssige forhold mv. bestemt, at der
mellem overenskomstparterne er enighed om, at når en arbejdsmarkedspensionsordning eller
en firmapensionsordning bliver overført til en anden pensionsordning ved jobskifte, kan der
kun ske overførsel til en anden obligatorisk pensionsordning, fx overenskomstbaserede eller
firmapensionsordninger, der ikke er oprettet individuelt af den enkelte person, og hvor pensionsordningen normalt ikke kan tilbagekøbes, så midlerne bliver i en pensionsordning. Der kan
dog ske overførsel til en privat ordning, hvis medlemmet er blevet selvstændig erhvervsdrivende og de sidste 12 måneder forud for overførslen ikke har haft arbejdsmarkedsbidragspligtig lønmodtagerindtægt på mere end 60.000 kr.
Overenskomstparterne vil med andre ord gerne have størst mulig sikkerhed for, at du som lønmodtager får en god økonomisk alderdom med livslang forsørgelse efter pensionering for de
pensionsbidrag, der i overensstemmelse med overenskomsten er indbetalt gennem dit arbejdsliv.
Hvis du bliver selvstændig, har overenskomstparterne bestemt, at du skal have mulighed for at
tage din pensionsopsparing med dig både til en anden obligatorisk ordning og til en privat oprettet pensionsordning. Hvis du har en virksomhed, hvor du selv er ansat og får udbetalt løn,
kan du oprette en obligatorisk ordning for de ansatte på virksomheden, herunder dig selv, og
overføre til den. Hvis du ikke får udbetalt løn, kan du overføre til en privat pensionsordning eller til Pension for Selvstændige. Det er i det tilfælde et krav, at du ikke har haft en arbejdsmarkedsbidrags-pligtig lønmodtagerindtægt på mere end 60.000 kr. det seneste år. Du skal kunne
dokumentere, at betingelsen er opfyldt, og at du reelt bliver selvstændig. Hvis du gerne vil
tage din pensionsopsparing med til et andet pensionsselskab, kan vi bede dit nye selskab om
at dokumentere, at betingelserne ovenfor er overholdt.
Det kan ofte være en fordel at samle din pensionsopsparing ét sted, når der er tale om en anden obligatorisk pensionsordning, fordi du kan spare administrationsomkostninger. Det er dog
vigtigt, at du er opmærksom på, om du mister forsikringsdækninger, når du overfører.
38