Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 37
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Ønsker du at forlænge perioden med forsikring uden indbetaling, skal du give os besked, inden du har været forsikret uden indbetaling i 1 år. Hvis hele din pensionsopsparing er brugt,
inden perioden med forsikring uden indbetaling er udløbet, har du to muligheder. Den ene mulighed er, at du udtræder af pensionsordningen. Det betyder, at alle dine rettigheder i Industriens Pension ophører, og at du ikke længere er medlem. Den anden mulighed er, at du selv
begynder at indbetale og på den måde opretholder dine forsikringer.
Du kan indbetale for egen regning
Du kan vælge selv at indbetale til Industriens Pension. Vi kalder det at være ’selvbetaler’. Så
kan du beholde dine forsikringer og fortsætte med at spare op til pension.
Hvis du har brug for at beholde forsikringerne i Industriens Pension, og du har råd til at indbetale selv, er det en god idé at gøre det, fordi du undgår at bruge af de penge, der er sparet op
til, at du skal på pension. Hvis du indbetaler mindre, end din arbejdsgiver gjorde, bliver værdien af din betalingsfritagelse mindre, hvis du mister din erhvervsevne. Det skyldes, at betalingsfritagelsen svarer til det, der blev indbetalt, da du varigt mistede erhvervsevnen.
Hvis du indbetaler mindre end din arbejdsgiver gjorde, bliver der også sparet mindre op. Betaler
du det mindst mulige beløb, bliver der ikke noget af indbetalingen tilbage til opsparing.
Du kan træffe valget om at blive selvbetaler i perioden, fra du er stoppet på jobbet, og frem til
perioden med forsikring uden indbetaling slutter. Er du først blevet passivt medlem, kan du
ikke blive selvbetaler. Derfor er det vigtigt, at du beslutter dig i tide, så kontakt os endelig for at
få råd og vejledning.
Du kan selv indbetale, indtil du går på pension, og du kan altid opsige din aftale. Får du et nyt
job, hvor din arbejdsgiver skal indbetale til Industriens Pension, stopper dine egne indbetalinger automatisk.
Hvis du stopper med selv at indbetale, får du ikke ret til igen at være forsikret uden indbetaling.
Hvis du igen får et job, hvor din arbejdsgiver indbetaler til Industriens Pension, kan du ikke
længere selv indbetale. Betaler din nye arbejdsgiver højst 800 kr. om måneden (efter træk af
arbejdsmarkedsbidrag), vil dine forsikringer i Industriens Pension falde bort.
Priserne for forsikringerne og omkostninger er de samme, uanset hvordan der indbetales til
ordningen. Du kan se vores priser på Min side på industrienspension.dk/forsikringspriser.
Du kan opsige forsikringerne
Du har mulighed for at opsige forsikringerne, så de stopper, når vi har fået oplyst, at du er fratrådt.
Hvis du er omfattet af en anden pensionsordning, og den indeholder de dækninger, du skal
bruge, kan det være en fordel at opsige forsikringerne i Industriens Pension. Du bør kontakte
dit nye pensionsselskab for at få rådgivning.
Når du først har mistet forsikringsdækningerne, kan du ikke fortryde.
Du kan tage pensionen med, hvis du skifter job
Din pensionsordning i Industriens Pension er en del af den overenskomst, du er ansat under.
En overenskomst er en kollektiv aftale på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, som fastlægger centrale vilkår, fx løn og pension, i forbindelse med ansættelsesforholdet.
37