Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 26
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Retten til udbetaling fra forsikringen er en personlig ret for dig som medlem i levende live. Det
betyder, at forsikringen også bortfalder, når du dør, og at dit dødsbo ikke kan få ret til udbetalingen, medmindre vi har modtaget en ansøgning fra dig, inden du dør. Du kan læse mere under afsnittet ”Udbetaling ved død”.
Forsikringen bortfalder senest, når du når din folkepensionsalder.
Der er ikke dækning for diagnoser, du har haft, inden forsikringstiden begyndte. Heller ikke
hvis du får sygdommen igen. Eneste undtagelse fra denne regel er kræft. Det betyder, at hvis
du tidligere har haft én form for kræft, så dækker forsikringen, hvis du får en anden type kræft.
Det er dog en betingelse, at du har været erklæret rask i mindst 7 år, selvom der er tale om
helt forskellige former for kræft.
Forsikringen dækker først ved blodprop i hjertet mindst 7 år efter, du har fået foretaget en ballonudvidelse eller bypassoperation. Og forsikringen dækker først ved ballonudvidelse eller bypassoperation mindst 7 år efter, du har haft en blodprop i hjertet.
Forsikringen dækker ikke Parkinsons og Alzheimers, hvis du har fået diagnosticeret Lewy
Body demens. Omvendt dækker forsikringen ikke Lewy Body demens, hvis du har fået diagnosticeret Parkinsons eller Alzheimers.
Formålet med forsikring ved visse kritiske sygdomme er at give alvorligt syge medlemmer en
sum penge, de kan bruge, når de befinder sig i en usikker situation. Derfor er udbetaling fra
forsikringen en personlig rettighed, der falder bort, når du dør. Efter at man som medlem er
død, kan de efterladte eller andre ikke søge om en udbetaling fra forsikringen. De kan i stedet
få ret til udbetalingerne ved død, se afsnittet ”Udbetaling ved død”.
UDBETALING AF ALDERSOPSPARING OG KAPITALPENSION VED SYGDOM
Hvis du har en kapitalpension eller en aldersopsparing hos Industriens Pension, kan du i nogle
tilfælde få den udbetalt før tid, hvis du får en livstruende sygdom.
Når du får opsparingen udbetalt før tid, betyder det, at vi udbetaler pensionen, før du har nået
din pensionsudbetalingsalder.
Du kan også vælge, om du kun vil have udbetalt fra den obligatoriske opsparing eller kun have
en eventuel Ekstrapension udbetalt.
Når du vælger at få din aldersopsparing udbetalt før tid, bliver den udbetalt som et engangsbeløb. Der skal ikke betales afgift. Er det en kapitalpension, skal der betales en afgift på 40 % til
staten.
Hvis den sygdom, du lider af, ikke er med på listen over livstruende sygdomme, skal du sende
en ansøgning om udbetaling til Skattestyrelsen. Blanketten findes på industrienspension.dk/blanketter. Du selv skal betale for den lægeattest, du skal sende med. Industriens Pension refunderer ikke udgiften.
Når du har fået udbetalt aldersopsparing eller kapitalpension på grund af en bestemt sygdom,
kan du ikke få en ny udbetaling, hvis du får den samme sygdom igen eller stadig har sygdommen.
26