Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 20
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Udbetalingerne ved dødsfald udbetales uden om boet til de begunstigede, uanset om du ved
din død efterlader dig gæld. Det gælder dog ikke, hvis du har valgt, at pengene skal udbetales
til boet, eller du har indsat ”ingen begunstigelse”. Dine efterladte kan i visse tilfælde gøre indsigelse mod en begunstigelse. Bliver pengene udbetalt til boet, er de ikke kreditorbeskyttede, og
dine efterladte kan have tvangsarveret, så du ikke kan råde over det fulde beløb.
Hvis du ikke ønsker ”nærmeste pårørende” som begunstiget, skal du give Industriens Pension
besked om, hvem der så skal have udbetalingerne ved dødsfald. Du kan logge på Min side på
vores hjemmeside, hvis du vil indsætte en begunstiget eller ændre begunstigelsen.
Det er vigtigt, at de oplysninger, du giver om den begunstigede, er rigtige. Hvis de ikke er rigtige, er der en risiko for, at begunstigelsen bliver ugyldig. Begunstigelsen bliver ugyldig, hvis
den er i strid med reglerne for begunstigelse i Pensionsbeskatningslovens kapitel 1.
Du har eksempelvis mulighed for at indsætte en person, du bor sammen med eller personens
livsarvinger, som begunstigede. Hvis du gør det, skal du indsende dokumentation for, at personen bor på samme adresse som dig. Begunstigelsen er først gyldig, når vi har modtaget den
nødvendige dokumentation.
Ved ændringer i dine familiære forhold er det vigtigt, at du på ny overvejer, om begunstigelsen
stadig svarer til dine ønsker. Det kan fx være, hvis du og din samlever flytter fra hinanden, du
bliver gift, eller du får børn.
Tager du ikke stilling til begunstigelsen, når der sker ændringer i dit liv, kan der opstå tvivl om,
hvem der skal have pengene, og det kan være, at udbetalingen ikke går til de personer, som
du ellers gerne ville tilgodese.
Vi udbetaler det, der er ret til, ved dødsfaldet. Hvis vi efter dødsfaldet modtager indbetalinger,
bliver de sendt videre til dødsboet. Det gælder dog ikke, hvis det er første rettidige indbetaling,
da den skal bruges til at oprette forsikringen.
Det er desværre ikke muligt at udbetale med en "30 %-ordning", hvor en velgørende organisation får 30 % af pengene på betingelse af, at den betaler boafgiften for de øvrige efterladte.
Det skyldes, at det er Industriens Pension, der er forpligtet til at indeholde og afregne boafgifter. Industriens Pension må ikke indeholde mere eller mindre boafgift for den enkelte end det,
der er bestemt i loven.
Hvis der hverken er nogen begunstigede eller ”nærmeste pårørende”, vil der ikke blive udbetalt noget fra pensionsordningen, medmindre du har valgt, at pengene skal udbetales til boet.
Kontakt os endelig, hvis du har brug for rådgivning.
FORSIKRING VED TAB AF ERHVERVSEVNE
På din pensionsoversigt og på Min side på vores hjemmeside kan du se, om din pensionsordning indeholder en forsikring, som du kan få udbetaling fra, hvis du varigt mister din erhvervsevne på grund af helbredsmæssige årsager. Du skal have mistet din erhvervsevne i alle erhverv, før du kan få udbetaling.
Forsikringen indeholder for det første en engangsudbetaling, som du kan få, hvis du mister halvdelen af erhvervsevnen. For det andet indeholder forsikringen en månedlig pension og en betalingsfritagelse ved erhvervsevnetab, som du kan få, hvis du varigt mister mindst 2/3 af erhvervsevnen.
20