Pensionsvejledning november 2024 - Flipbook - Side 16
Industriens Pension: Pensionsvejledning
Er du interesseret i at vide mere om risikoen i din pensionsordning, kan du klikke på linket herunder.
www.faktaompension.dk/risiko
Her er det også muligt at sammenligne risikoen i vores pensionsordning med risikoen i andre
selskabers pensionsordning, ligesom det også er muligt at sammenligne den gennemsnitlige
risiko med andre lignende pensionsprodukter. Vær opmærksom på, at dette kun gælder vores
markedsrenteprodukt.
Der er andre ting end afkastet, der kan påvirke størrelsen af den pension, du får.
Størrelsen af de forventede pensioner er således også påvirket af, hvor meget der bliver indbetalt, inden du går på pension. Hvis der bliver indbetalt mere end forudsat, vil den forventede
pension stige, men hvis der bliver indbetalt mindre, eller du i en periode er arbejdsløs, og der
ikke bliver indbetalt til pensionsordningen, vil den forventede pension falde.
Den livslange pension bliver også påvirket af, hvor længe medlemmerne i pensionsordningen
lever. Hvis medlemmerne i pensionsordningen lever længere, end vi havde forudset, kan det
være nødvendigt at sætte pensionen ned, fordi der skal udbetales i længere tid. Lever medlemmerne kortere tid end forventet, kan pensionen blive sat op. Hvis den forventede levetid
stiger med 1 år, vil det betyde, at din pension falder med ca. 5 %.
Det vil sige, at en pension på 2.000 kr. om måneden falder til 1.900 kr. om måneden.
Forsikringerne ved erhvervsevnetab, visse kritiske sygdomme og mindstebeløbet ved død er
ugaranterede forsikringer. Det betyder, at størrelsen af forsikringerne og prisen for dem kan
ændres. Det gælder også, hvis du har fået ret til løbende udbetaling ved erhvervsevnetab.
Prisen afhænger af, hvor mange medlemmer der bliver syge eller mister erhvervsevnen. Prisen kan derfor svinge op og ned og i sidste ende påvirke den forventede pension.
Du skal også betale administrationsomkostninger. Hvis administrationsomkostningerne stiger,
bliver der mindre tilbage til pension, og hvis de falder, bliver der mere til pension.
Ændring af skatter og afgifter kan også påvirke din pension. Hvis der skal betales mere i skat
og afgift, kan din pension falde, og hvis der skal betales mindre, kan din forventede pension
stige.
Ændringer i størrelsen af folkepensionen, tillægget til folkepensionen og andre sociale ydelser
vil også påvirke dine indtægter som pensionist. I nogle tilfælde er der modregning i de sociale
ydelser, når du selv har sparet op til pension. Det vil sige, at jo mere du selv har sparet op, jo
lavere bliver dine sociale ydelser.
INVESTERINGERNE
Vi investerer din pensionsopsparing i to forskellige puljer, én vi kalder defensiv, og én vi kalder
offensiv. Hvilket afkast der skabes og hvilken risiko, der tages bestemmes således af, hvordan
opsparingen er fordelt mellem puljerne.
I den offensive pulje er investeringsrisikoen større end i den defensive pulje. Det betyder, at
der forventes større tab og gevinster i den offensive pulje end i den defensive pulje, men også
således, at man på sigt forventer højere afkast samlet set i den offensive pulje end i den defensive. Fordelingen mellem puljerne afhænger af ens alder, hvilket er illustreret af nedenstående
figur. Formålet med at ændre investeringens sammensætning er at mindske risikoen frem mod
det tidspunkt, hvor opsparingen kan bruges og under udbetalingsforløbet.
16