Bladet nr. 3 - Horsens Kommunes Bibliotekers magasin - Magasin - Side 10
romanen beskriver livet som en fortælling i mange versioner: ”Man kigger ikke bagud langs med tiden, men
ned igennem den, ligesom vand. Somme tider kommer
det ene op til overfladen, somme tider noget andet,
somme tider ingenting. Intet forsvinder.”
Det er, som om Margaret Atwood holder et spejl op
for sin læser: vær varsom med at tro på fortællingens
sandhed.
Samme varsomhed overfor troen på fortællingen
eksemplificerer Atwood i Røverbruden fra 1993, hvor tre
kvinder danner et venskab, efter de alle har fået stjålet
deres mænd af den samvittighedsløse Zenia. De har
dog hver deres version af Zenia, der kan opfattes som
enten den ultimativt frigjorte kvinde, en forræder af
kvindefællesskaber eller en opofrende engel, der redder andre kvinder fra skruppelløse mænd.
I den historiske roman Alias Grace (1996), spundet over historien om den virkelige morddømte Grace
Marks, er læseren lige så meget i tvivl om sandheden
angående mordet som den hukommelsesløse Grace selv. (Alias Grace blev i 2017 remedieret til en voldsomt populær TV-miniserie, hvilket bidrog til Atwoods
berømthed verden over). Den psykologiske leg med
sandheder er karakteristisk for Margaret Atwood, der
derimod synes at opfordre sin læser til at reflektere
over virkeligheden og stille spørgsmålet ’Hvorfor?’.
at producere nye borgere.
Det er et vidnesbyrd om Atwoods fiktions stadige
relevans, at tjenerindernes røde kapper og hvide hovedbeklædning verden over er blevet symbol på kampen
mod kvindeundertrykkelse. Det blev særligt tydeligt, da
en veritabel bølge af tjenerinder dukkede op i kølvandet på trumpismen og gigantsuccesen for Hulu TV-serien The Handmaid’s Tale (2017).
I 2019 kom Atwoods indtil videre seneste roman, Gileads Døtre, for hvilken hun blev tildelt The Booker Price
for 2. gang (første Booker Price fik hun for Den blinde
morder fra 2000, en labyrintisk familieroman med canadisk historie i det 20. århundrede som bagtæppe).
Adspurgt, hvordan hun dog har fundet på et så
uhyrligt samfund som Gilead, svarer Atwood, at hun
blot beskriver, hvad menneskeheden allerede har fundet på. ”Forfattere må fjerne sig fra frygten. Hvis de putter alt det lort, der sker i verden, i deres romaner, ville
ingen ud over psykopatiske sadister være i stand til at
læse det.”
I MaddAddam-trilogien, Oryx og Crake (2003),
Syndflodens år (2009) og MaddAddam (2013), bliver
menneskeheden næsten udslettet af en pille-båren
virus, der efterlader en mareridtsagtig verden befolket
af hævngerrige grisevæsner, shampoo-reklamerende
mohair-får og en genmanipuleret ny menneskeart.
Atwoods dystopi er en tydelig kommentar til kynismen i medicinalindustrien og det kapitalistiske
samfund og afslører farerne ved at stole blindt på videnskabens landvindinger som eneste svar på menneskehedens store udfordringer. Som Atwood skriver
i efterordet til trilogien: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller
nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede
findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” Spørgsmålet er så bare, om vi har tænkt os at bruge dem?
Spekulationer om fremtidige rædselsregimer
Selv er Atwood langtfra et litterært dydsmønster.
Tværtimod bekæmper hun genrebetegnelsers definerende grænser og modsætter sig at få sine fremtidsfortællinger betegnet som science fiction. I stedet
benytter hun termen spekulativ fiktion, der beskriver et
scenarie som ”…virkeligt kunne ske, men som bare ikke
helt er sket endnu, da forfatteren skrev bogen. Mine bøger er i den kategori – der er ingen marsmænd.” Hvad
der derimod er masser af er spekulationer om, hvor
mennesker og samfundet er på vej hen.
Litterært mod
Senest har Atwood, foruden den fuglefyldte digtsamling Inderligt (2020), udgivet novellesamlingen Min
onde mor (2023), der behandler tab af forældre, ægtefæller, venskaber, kæledyr og en verden, der er til at
stole på.
Det viser Margaret Atwoods litterære mod, at hun
gennem 60 års forfatterskab aldrig har fjernet sig fra
frygten for at beskrive samfundet og menneskeheden,
præcis som hun har oplevet den: Fyldt med modsætninger og forkerte midler til at opnå en mere perfekt
verden.
I efteråret 2024 kommer essaysamlingen Brændende spørgsmål endelig på dansk, for at gøre os klogere
på spørgsmål som: Hvorfor har mennesker igennem
alle tider, i alle kulturer og alle steder fortalt hinanden
historier? Hvor meget kan man give af sig selv, før man
forsvinder? Og hvordan kan vi leve sammen på denne
planet?
- Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen
form for teknologi eller nogen
form for biologiske væsener,
som ikke allerede findes, er
under udformning, eller som er
teoretisk mulige.
I den verdensomspændende bestseller fra 1985
Tjenerindens fortælling samler Atwood forbrydelser
begået mod kvinder gennem verdenshistorien i rædselsregimet Gilead, hvor frugtbare tjenerinder regelmæssigt voldtages af regimets elite i bestræbelsen på
10
