Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 96
Faglæreren er hele tiden på sidelinjen og er opmærksom på, hvor der er behov for hjælp og
støtte. Køkkenet er en travl og til tider hektisk arbejdsplads, og hvis en elev har en dårlig dag,
kan der være et særligt behov for faglærerens støtte og opmærksomhed og måske praktiske
hjælp, for at situationen ikke presser eleven eller den faste medarbejder, som har eleven i sidemandsoplæring. Der kan også være dage, hvor medarbejderen har behov for, at det primært er
faglæreren, der støtter op om eleven eller overtager sidemandsoplæringen.
”Mine opgaver er, når eleverne er i gang i de forskellige afdelinger, at jeg er med, hvor der er
behov. I begyndelsen var jeg med i produktionen hele dagen og fulgte eleverne tæt. Efterhånden som eleverne er faldet til, og der er kommet en vis form for rutine, har jeg trukket
mig lidt tilbage, eleverne har haft deres faste kontaktperson i områderne, som har fortalt om
arbejdsopgaverne. Det har givet mig tid til at støtte op om den enkelte elevs særlige behov.”
Faglærer
Holdene møder efter aftale med det pågældende køkken kl. 8.00, 8.30 eller 9.00, og det er i de
fleste køkkener for sent i forhold til at nå at være med i dagens produktion fra starten. Det er
derfor oplagt, at eleverne indgår i opgaver til forberedelse af produktion til næste dags serveringer såvel i det kolde som det varme køkken og bageriet. Det kan desuden give den fordel, at
der i starten ikke ligger et tidspres på eleven ift., at produktionen har en stram deadline. Ydermere giver opgaver til senere brug mulighed for, at eleverne kan lære at tilberede mere specielle ting til nedfrysning, syltning og lignende, som køkkenet kan bruge senere. I forbindelse med
disse opgaver er undervisningen i hygiejnereglerne omkring temperaturkontrol, nedkøling og
opbevaring helt centrale.
Det kan være en god idé at lave manualer over rengøringsprocedurer eller egenkontrol og
hænge dem op relevante steder i køkkenet for at sikre, at eleverne husker alle punkter i processen. Men der vil på de fleste hold være elever, som er udfordret af læsevanskeligheder. Som en
hjælp til disse elever kan faglærer tage billeder af eleven, når han/hun udfører de enkelte trin i
rengøringsproceduren eller egenkontrollen, og sætte det op som en manual, som eleven kan
arbejde efter. Mobiltelefonen har også gode features, som kan bruges af elever, der er udfordret
ift. læsning, men det er ikke altid foreneligt med køkkenarbejdet og hygiejnereglerne at skulle
have mobilen frem og aktivere funktionerne samtidig med, man står med fingrene i maden.
I mange køkkener er der et højt støjniveau, ikke kun fra køkkenmaskinerne og medarbejderne,
men måske også fra høj musik i radioen. Hvis der er elever, som ikke befinder sig godt med det
høje støjniveau, kan de have gavn af at bruge høreværn.
Dagen starter typisk med, at holdet mødes, ligesom man på de fleste hold typisk afslutter dagen
fælles. Her kan dagens oplevelser snakkes igennem og afrundes, fx med eksempler fra områder,
hvor hygiejnen har været problematisk, ligesom det er oplagt at fremhæve situationer og opgaver, der er blevet håndteret på en god måde af eleverne.
TEORIUNDERVISNING
Teoriundervisningen i fagområde 3, Hygiejne, handler om at give eleverne en forståelse af kravene til såvel fødevarehygiejne som personlig hygiejne i køkkenet og betydningen af, at kravene
overholdes. For at sikre gennemgang af alle læringsmålene og den faglige progression må teoriundervisningen planlægges, og planen afstemmes med køkkenchefen, så teorien kan knyttes
til de praktiske opgaver i køkkenet.
96