Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 89
Ud over de praktiske eksempler fra hverdagen fungerer det godt at se små film som afsæt for
dagens emne. Der findes en del film om sikkerhed og ergonomi på nettet. Desuden kan både
faglærer og elever tage billeder eller videoer fra lageret som afsæt for dialog i teoriundervisningen.
Det giver også variation og kvalificerer teoriundervisningen at invitere virksomhedens sikkerhedsrepræsentant til at fortælle eleverne om de vigtigste punkter i forhold til sikkerhed på
lageret, og hvorfor der findes lovgivning om arbejdsmiljø og sikkerhed, som virksomheder og
medarbejdere skal overholde. Desuden er det oplagt at undervise i APV og lade eleverne udfylde et APV-skema.
Det er vigtigt at skabe en tryg undervisningssituation, hvor eleverne oplever, at de kan tale ud
fra den viden, de har. Hvis eleverne ikke er bange for at fejle, giver det en stor ro og engagement
samt lyst til at deltage aktivt. Alt efter holdets størrelse må det vurderes, hvor stor en del af undervisningen, der skal foregå i plenum, og hvor meget makker- og gruppedrøftelser skal fylde.
Ud over samtale om sikkerhedsudstyr, arbejdsredskaber og ergonomi tales også om andre
omstændigheder, som kan have betydning for sikkerheden. Her vil der ofte være overlap med fx
fagområdet, Virksomhedskendskab og arbejdspladskultur: Hvad betyder det fx for sikkerheden
at møde udhvilet på arbejde? Eller det modsatte? Hvad kan arbejdstempoet og arbejdspladskulturen betyde for sikkerheden? Hvordan kan man tage imod instrukser på området på en god
måde? Og hvad gør man, hvis der er andre, der ikke overholder sikkerhedsreglerne? Der kan arbejdes med spørgsmålene gennem små rollespil, hvor faglærer og vejleder spiller rollerne, eller
elever kan indtage en rolle sammen med faglærer eller en anden elev. Faglærer kan også have
forberedt emnet ved at skrive et antal ”replikker” af enhver art på papirstrimler, som eleverne
herefter skal drøfte og vurdere, gerne makkervis.
Betydningen af sikkerhed og ergonomi kan løftes op i et større perspektiv og drøftes både på
individniveau, på virksomhedsniveau og på samfundsniveau. Hvad kan sikkerhed, arbejdsulykker og nedslidning betyde for den enkelte og eksempler på dette? Hvorfor er det i virksomhedens interesse at undgå arbejdsulykker og nedslidning? Og hvad betyder det for samfundet
at minimere arbejdsulykker og nedslidning mest muligt? En sådan bearbejdning af emnet har
sammenfald med fagområde 1, Arbejdsmarkedsforhold og arbejdsmiljø.
89