Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 77
PRAKSISUNDERVISNING
Vareopfyldning og kvalitetssikring er et fagområde, som eleverne arbejder med flere timer
dagligt, idet vareopfyldning er en af de opgaver, der fylder mest i butikker. Desuden er vareopfyldning en opgave, som eleverne har let ved og hurtigt bliver dygtige til.
Faglæreren vil typisk starte med at vise eleverne, hvordan man praktiserer vareopfyldning for
efterfølgende at lade eleverne prøve selv (under instruktion). Hvis eleverne i starten hjælper
hinanden i en lille gruppe eller er i sidemandsoplæring hos en medarbejder i virksomheden,
føler de sig mere trygge ved opgaven (under vejledning). Senere får eleverne selv en vogn eller
palle med flere varer, og efterhånden kan eleverne selv køre varer ind i butikken og fylde varerne på hylder, evt. sammen med øvrige medarbejdere (med adgang til vejledning).
Under praksisundervisningen i butikken undersøges, hvordan varerne er placeret på hylderne;
eksempelvis at varerne vendes, så de står med forsiden udad og trækkes helt frem til hyldeforkanten. Det er en god idé, at det fra starten bliver en fast del af elevernes rutine at stille varerne
korrekt. Samtidig skærpes elevernes opmærksomhed på den generelle orden og renlighed
omkring varerne på hylderne og i gangarealerne i butikken, så de tidligt i forløbet får kendskab
til begrebet salgsklar butik (fagområde 6).
I planlægningen af praksisundervisning i forbindelse med vareopfyldning er det vigtigt, at faglæreren danner sig et overblik over alle fagområderne, så relevante fagområder tænkes ind i
opgaveløsningen på det aktuelle læringsniveau og udbygges med en passende progression for
den enkelte elev. For at gøre opgaven med at finde varernes rette placering mere overskuelig
for eleverne, kan der samtidig arbejdes med butiksindretning (fagområde 4), hvor eleverne undervises i logikken i butikkens indretning og varernes placering, herunder eksempelvis eksponeringsformer.
Derudover vil det i forbindelse med praksisundervisning af vareopfyldning være oplagt også at
arbejde med fagområde 1, Arbejdsmarkedsforhold og Arbejdsmiljø, idet det er vigtigt, at eleverne undervises i ergonomisk og sikkerhedsmæssigt korrekte teknikker i forbindelse med løft
og træk, når de henter og løfter varer.
”Da jeg underviste i sikkerhed og korrekte arbejdsstillinger, ergonomi m.m., inddrog jeg
Bilkas videokurser om emnet. Alle eleverne gennemførte kurset og lærte om bl.a. brug af
hobbykniv. Vi har desuden talt om det i det daglige arbejde, hvis der har været opgaver,
der har krævet nye arbejdspositioner.” Faglærer
I processen omkring vareopfyldning vil der altid være tom emballage, der skal håndteres, hvorfor emballagehåndtering (fagområde 7) også har en sammenhæng til det aktuelle fagområde
og må instrueres tidligt i forløbet.
Praksis omkring datomærkningen, som indgår i fagområde 3, omhandler kompetencer i forhold til at frasortere udløbne eller næsten udløbne varer og at kunne placere de ældste varer
længst fremme på hylden. Det betyder, at eleverne skal kunne aflæse datoerne, hvilket kan være
en udfordring for nogle elever. Det kan også være en udfordring at kunne skelne udløbsdatoen
fra produktionsdatoen såvel som begreberne ”bedst før” og ”sidste anvendelsesdato”. Det er alt
sammen noget, som må øves i praksis og tages yderligere op og gentages i teoriundervisningen.
77