Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 71
PRAKTIKFORLØB
Når eleverne skal ud i individuel uddannelsespraktik på uddannelsens andet år, har faglæreren,
qua sin faglige baggrund i branchen, ansvaret for at etablere kontakter til relevante praktiksteder. I praksis samarbejder faglærer og vejleder om at finde egnede praktikvirksomheder og om
at få udfærdiget praktikaftalen med praktikstedet. I lighed med opstarten på praktikken er det
også her en fælles opgave at informere og guide de relevante medarbejdere om elevens ressourcer og særlige støtte- og skånebehov.
Når praktikforløbene er etableret, har teamet løbende kontakt med eleverne og virksomheden;
i starten 1-2 gange om ugen og gradvist aftagende til én enkelt gang om ugen under hensyn
til elevens og virksomhedens behov. Teamet udarbejder en besøgsplan i praktikperioden, der
tager højde for, at der både er opmærksomhed på elevens udvikling i forhold til kompetenceområderne og i forhold til elevens trivsel. I forhold til den faglige udvikling er der udarbejdet enkle
skemaer, faglæreren kan støtte sig til i dialogen med elev og kontaktperson på virksomheden.
Endelig kan besøgene også give anledning til kontakt til ledelsen for at afsøge fremtidige jobmuligheder for eleven.
”Jeg har fortalt de ansatte, at det er en god idé at spørge eleven, hvordan han/hun har det
med en given opgave, særligt når det er nye opgaver, eleven ikke har prøvet før.” Faglærer
Teamet samarbejder i videst muligt omfang om praktikevalueringen med virksomheden. Den
tager afsæt i en til formålet udarbejdet skabelon, som både har fokus på elevens faglige progression og på spørgsmål, der skal belyses i uddannelsens bidrag til jobcentret i forbindelse
med afklaring af elevens arbejdsevne. Når både faglærer og vejleder deltager, øger det kvaliteten af evalueringen, så den både kommer omkring elevens kompetenceudvikling og indkredser,
hvad elevens handicap har af betydning for, hvor mange timer og med hvilken støtte den unge vil
trives med at arbejde inden for denne branche i fremtiden.
ARBEJDSDELING OG FORVENTNINGSAFSTEMNING
Samarbejdet om dialog med virksomhederne, uddannelsespraktikker og ikke mindst samarbejdet om evalueringer, semesterprøver og den afsluttende eksamen er eksempler på områder,
hvor faglærer og vejleder oftest deles om opgaven.
Det er ikke muligt at beskrive en fuldstændig opgaveliste og en klar afgrænsning i ansvar og
rollefordeling mellem faglærer og vejleder, da arbejdsdeling og samarbejde altid vil være
afhængigt af sammensætningen af det enkelte team og hvem, der er stærkest i de enkelte
opgaver. Til gengæld er det afgørende, at teamet løbende forventningsafstemmer rolle- og
ansvarsfordeling, så deres samlede ressourcer udnyttes bedst muligt, og at der udvises gensidig nysgerrighed i forhold til den andens perspektiv samt gensidig respekt om begge parters
faglighed, hvis eleverne skal gennemføre uddannelsen, bestå eksamen og videre i job.
Ud over teamsamarbejdet indgår faglærer og vejleder i faggruppeteam med henholdsvis
de andre faglærere eller vejledere på uddannelsen andre steder i landet. Her udveksles der –
oftest på virtuelle møder - erfaringer, deles materiale og gives kollegial sparring. Desuden
deltager faglærer og vejleder i landsdækkende tværfaglige workshops og seminarer med alle
øvrige medarbejdere på uddannelsen for at sikre uddannelsens standarder, kvalitet og fortsatte
udvikling.
71