Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 64
Den daglige kontakt med eleverne betyder, at faglærer og elev får en tæt relation. Faglæreren
ser eleven i både velfungerende og sårbare situationer og bliver bindeleddet til virksomheden
og vejlederen, hvis de skal orienteres om særlige problemstillinger, som der skal tages højde for
eller tages hånd om.
”Det er dejligt at have en faglærer så tæt på, i stedet for man selv står med det hele alene, så
er det dejligt, at der er én, man ligesom kan spørge om hjælp. Og vi snakker om alle mulige
ting, laver sjov med hinanden, hjælper hinanden - nogle gange er der også varer, han ikke kan
finde i butikken.” Elev
FACILITATOR AF SIDEMANDSOPLÆRING
Som beskrevet i kapitel 2 er uddannelsesvirksomheden en afgørende medspiller i uddannelse
af eleven. Det er faglærerens opgave at få resurserne i virksomheden bragt i spil, så eleverne
bliver mødt og føler sig anerkendt og bliver oplært gennem samarbejdet med virksomhedens
medarbejdere gennem det daglige arbejde.
Faglæreren har ansvaret for at skabe det gensidige samarbejde mellem uddannelse og virksomheden og må vedblivende sikre elevernes læring og trivsel, og at forventningerne til dem afstemmes med, at de er elever, der er i et uddannelsesforløb. Samtidig skal faglæreren balancere
sin indflydelse på tilrettelæggelsen med sin status som ”gæst” i virksomheden, idet faglærerens
ansættelsessted og faglige forankring er i en uddannelsesinstitution uden for virksomheden.
Når eleverne indgår i sidemandsoplæring med medarbejdere, er det faglærerens opgave at
facilitere samarbejdet med eleven. Det forudsætter, at faglæreren har et kendskab til såvel arbejdsgange som til de enkelte medarbejdere, inden denne udslusning pågår.
”Jeg havde en teamkoordinator, der blev lidt frustreret over en elev, fordi eleven blev ved
med at gøre det helt forkert i forhold til, hvad han havde fået at vide. Hun fik at vide, at han
grundet sin diagnose har svært ved at samle sig om flere ting, og samtidig ikke siger til, når
der er noget, han ikke forstår. Jeg fortalte hende, at han kun skulle have en opgave ad gangen, og deres samarbejde blev bedre.” Faglærer
5.5 VEJLEDERROLLEN
Vejlederen er ansat 37 timer om ugen til at varetage vejlederfunktionen på to elevhold på i alt 14
elever og er derfor til stede på den enkelte uddannelse en til to dage om ugen og har derudover
tid til at følge op på aftaler med eleven.
Vejlederens jobfunktion favner bredt fra det nære vejledningsarbejde med støtte til elevernes
individuelle lærings- og mestringsstrategier over pædagogisk sparring med faglærer til det
udadrettede samarbejde med virksomheder, den unges netværk og kommunen. Det handler alt
sammen om at understøtte eleven og etablere vilkår igennem uddannelsesforløbet, så eleverne
trives, udvikler sig og på baggrund af sin uddannelse og faglighed efterfølgende får fodfæste på
arbejdsmarkedet.
64