Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 60
”Det vigtigste er, at jeg som faglærer sørger for, at eleverne bliver teamet op med nogle
medarbejdere, der er dygtige og kan rumme eleverne. Dertil skal jeg sikre, at det faglige
niveau holdes, og der går jeg ind og stiller eleverne spørgsmål og udfordrer dem på det, de
laver rent praktisk.” Faglærer
For at sidemandsoplæringen fungerer optimalt, skal selve opgaveløsningen matche elevens
kompetenceniveau og interesse. Desuden skal medarbejderen have lyst til og forudsætninger
for at inddrage og oplære eleven på en anerkendende og positiv måde, og eleven skal føle sig
tryg ved medarbejderen.
Det er vigtigt, at alle i virksomheden har en forståelse for, at de unge på uddannelsen adskiller
sig fra fx praktikanter, der er i jobafklaring, ved, at de er elever, som er i gang med en uddannelse
og skal dygtiggøres progressivt frem mod uddannelsens kompetencemål og ikke blot indgår i
arbejdsfællesskabet for at løse opgaver sammen med medarbejderne på det niveau, de aktuelt
befinder sig på. Faglæreren skal sikre, at sidemandsoplæringen sker med afsæt i fagområdernes læringsmål, og at de medarbejdere, som indgår i sidemandsoplæring, har kendskab til
disse, så de kan tage medansvar for elevens læringsforløb.
”Til at starte med blev fagområde 4 ”Vareopfyldning og kvalitetssikring” gennemgået med
de medarbejdere, der primært skulle foretage sidemandsoplæringen i de enkelte afdelinger. Efterfølgende blev der løbende fulgt op på oplæringen – oftest i varehuset, men også på
enkelte møder, hvor sidemandsoplæringen var på dagsordenen.” Faglærer
Når sidemandsoplæringen er i gang, er det vigtigt med tæt opfølgning af faglærer såvel som
vejleder for at støtte op om elevens trivsel og læring, men også for at sparre med medarbejderen, hvis der er tvivlsspørgsmål ift. oplæringen og samarbejdet med eleven. Desuden må faglærer løbende vurdere opgavernes relevans for eleven ift. de kompetencemål, der undervises hen
imod.
”Jeg oplever, at de ansatte har været glade for – og har fået udbytte af – at faglærer og vejleder har støttet dem i at guide eleverne på den måde, at eventuelle bump/udfordringer/konflikter har været undgået, og de har følt sig klædt på til opgaven med at støtte vores elever.”
Faglærer
Situationer og problemstillinger, fagligt som kollegialt, som faglærer og/eller eleverne møder i
sidemandsoplæringen, er oplagte emner at tage med ind i teoriundervisningen, hvor faglærer
kan facilitere drøftelser og erfaringsudveksling eleverne imellem og hjælpe eleverne med at
forstå og se sammenhænge og løsninger i de aktuelle problemstillinger.
5.3 TEORIUNDERVISNING
Teoriundervisningen giver mulighed for at understøtte og underbygge den praktiske læring på
arbejdspladsen og give en forståelse for alt det, som ligger rundt om selve opgaveløsningen.
Det vil sige vilkår og rammer for arbejdet og branchen, lokalt såvel som samfundsmæssigt.
Mens praksislæringen giver svar på, hvordan opgaverne skal løses, kan man overordnet sige, at
teoriundervisningen giver svar på hvorfor og hvad, der ligger før, efter og rundt om en praktisk
opgave. Undervisningen planlægges med afsæt i de enkelte fagområder og kompetencemål og
med overvejelser omkring mål, delmål, metode og succeskriterier, så der skabes sammenhæng
mellem teori og praksis.
60