Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 108
Desuden har det en motiverende effekt, at faglærer sætter tid på opgaverne, så eleverne har
noget at gå efter ift. arbejdstempo, og hvornår opgaven forventes færdig. Ved større opgaver
er det vigtigt, at dette gøres etapevis med mere kortsigtede delmål og tidshorisonter. Desuden
er det motiverende for de fleste elever at arbejde sammen 2-3 stykker ved større opgaver
som fx lugning af gangarealer eller bede på større arealer. Det giver en oplevelse af fællesskab
omkring opgaveløsningen. Når elevernes motivation og engagement fastholdes, vokser de med
opgaverne både fagligt og personligt og får styrket selvstændigheden og troen på egne evner.
”Det er så fantastisk, at de har tillært sig så mange færdigheder og fået så meget selvtillid,
at de på egen hånd kan starte og slutte en arbejdsopgave uden at blive usikre. Alle ansatte,
der har været omkring dem under uddannelsen, har givet udtryk for stor respekt for deres
positive udvikling på arbejdspladsen. Eleverne nyder stor anerkendelse for deres indsats.”
Faglærer
TEORIUNDERVISNING
Teoriundervisningen i fagområde 3, Maskiner og redskaber, handler om at give eleverne et
kendskab til en bred vifte af værktøj, manuelle såvel som motoriserede, samt en viden om, hvortil
de enkelte værktøjer anvendes. Eleverne skal kunne navngive værktøjet og vide, hvordan redskaber og maskiner skal klargøres og vedligeholdes før og efter brug. Endvidere skal de opnå
viden om sikkerhedsreglerne i forbindelse med anvendelsen og en forståelse for betydningen af,
at kravene overholdes. Her kan der med fordel benyttes visuelt materiale i teoriundervisningen,
bl.a. findes der mange gode og relevante fotos af arbejdsredskaber samt små film om sikkerhed
på internettet.
”At lære at anvende en hækkeklipper for første gang kan let blive en udfordring. Både for
elever og faglærer. Vi starter derfor med gennemgående teoriundervisning af sikkerhedsregler og anvendelsesmuligheder. Efterfølgende underviser faglæreren i praksis, hvordan
denne skal anvendes. Ingen må anvende en maskine, før sikkerhedsreglerne er lært udenad.”
Faglærer
Teoriundervisningen planlægges med afsæt i kompetence- og læringsmål. Faglæreren udarbejder semester-, uge- og evt. dagsplan med fokus på vekslende emner for at sikre, at alle maskiner
og redskaber bliver gennemgået progressivt og repeteret efter behov. Planen gennemgås og
koordineres med kontaktpersonerne i virksomheden for at sikre sammenhæng til praksis.
”Som udgangspunkt er der teoriundervisning hver dag i den sidste time, inden elever får fri.
Vi snakker om dagens opgaver, det værktøj vi har brugt og de planter, vi har arbejdet med.
Der vil en gang imellem blive lavet om på tidspunktet for teoriundervisningen, hvis vi fx har et
større tema, der skal gennemgås, hvis vi skal se en spændende film om planter, hvis vi skal på
tur, eller hvis det er alt for dårligt vejr til at arbejde udenfor en hel dag.” Faglærer
Der arbejdes med at få eleverne til at forstå, at sikker anvendelse af værktøj både handler om
elevens egen sikkerhed og ansvaret for andres sikkerhed, fx at afstandskravene ved maskinanvendelse overholdes. Her vil både fagområde 1, Arbejdsmarkedsforhold og arbejdsmiljø,
og fagområde 2, Virksomhedskendskab og arbejdspladskultur, også have relevans.
108