Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 106
”Der er 7 elever, der skal klippe hæk, en god sikkerhedsafstand er påkrævet samt god plads
til at arbejde på. Det vil sige, eleverne bliver spredt på 140 m. Alle kommer godt i gang og arbejder godt og sikkert med hækkeklipperen. I denne fase er der ret langt for faglæren imellem yderpunkterne, og med hækkeklipper tager det ikke lang tid at klippe alt for meget. På
et par minutter har flere elever fået klippet store huller i hækken, selvom faglæren nærmest
løber fra den ene ende til den anden! Dette skete i opstartsfasen og gav alle en lektion i, hvor
vigtigt det er at stoppe op under opgaven, gå lidt tilbage og vurdere det arbejde, man er i
gang med. Alle elever har siden været med ansatte på arbejde med hækkeklipper.” Faglærer
Det er vigtigt, at der er mulighed for, at eleverne kan komme i sidemandsoplæring hos medarbejdere i uddannelsesvirksomheden, helst alene eller to og to. På den måde kan eleverne undgå
den mere passive fase under instruktionerne, hvor de blot kigger på, mens andre øver sig. Men
også på den lange bane giver det eleverne et stort udbytte at arbejde sammen med de faste
medarbejdere. Inden sidemandsoplæringen starter op, er det vigtigt, at faglærer har fået et
vist kendskab både til medarbejderne og arbejdsopgaverne ude i de forskellige områder, så
matchet mellem elev og medarbejder bliver så optimalt som muligt. Dernæst må faglæreren,
eventuelt sammen med eleven, orientere medarbejderen om, hvordan netop denne elev lærer
bedst og hvilke hensyn, der bør tages i instruktion af en opgave.
”Den ansatte og eleven går sammen med hver sin buskrydder, hækkeklipper eller græsslåmaskine. Eleven er instrueret i brugen og arbejder ved siden af den ansatte, og der
kommunikeres undervejs. Der skal ikke være tvivl om, at alle de dage, eleverne har arbejdet
sammen med de ansatte, har været deres mest lærerige.” Faglærer
Ud over sidemandsoplæring kan faglærer etablere mindre arbejdsfællesskaber på holdet, hvor
eleverne går sammen i par eller mindre hold og hjælper hinanden med opgaverne. Faglærer
må her veksle mellem forskellige kriterier for, hvem der arbejder sammen, som fx færdigheder,
kemi og interesser. Det er af stor betydning for udviklingen af elevernes selvstændighed i opgaveudførelsen, at opgaverne tilrettelægges progressivt med afsæt i læringsmålene og starter
så enkelt, at eleverne tidligt i forløbet i kortere perioder kan overlades til sig selv og hinanden
under opgaveløsningen. Fx hvor den mere erfarne kan lære fra sig til den mindre erfarne. Det er
en god læreproces for begge parter, og den instruerende elev får øvelse i at fortælle om arbejdsprocessen og sætte ord på handlinger og begreber.
”I oplæringsfasen har stort set alle elever været opgivende over hele tiden at skulle skifte
tråd på buskrydderen. Men det har været en fornøjelse at iagttage, hvordan elever, der tidligt lærte at skifte tråd, havde overskud til at hjælpe andre.” Faglærer
Det er vigtigt med en struktur i uddannelsen, der giver eleverne oplevelse af forudsigelighed,
genkendelighed og overskuelighed. Dog er en struktur med fx tilbagevendende ugeplaner ikke
let på det grønne område, da vejrlig og årstidernes skiften betyder, at oprindelige planer for
dagen eller ugen ofte må ændres. Desto vigtigere er det, at der fra starten etableres en tilbagevendende dagsstruktur med teoriundervisning, praksisundervisning, frokost m.v., så eleverne
får nogle faste holdepunkter.
Eleverne slutter ofte dagen af med en fælles afrunding, hvor dagens opgaver og udfordringer
kan samles op. Ud over at give dagen struktur er de fælles samlingstidspunkter i løbet af dagen
også vigtige for at opbygge et socialt fællesskab på holdet.
106