Flexuddannelsen. - Flipbook - Side 101
ELEVFORLØB
Mona på
køkkenuddannelsen
VED UDDANNELSESSTART
Mona er 23 år, da hun starter på Flexuddannelsen. Mona har gennem sin opvækst været gennem
mange hospitalsindlæggelser pga. epilepsi. I grundskolen har hun gået i specialklasse. Efter
grundskolen fortsatte Mona på en specialiseret efterskole; her høstede hun erfaringer med at
flytte hjemmefra og med at indgå i sociale relationer. Lige før uddannelsesstart får Mona konstateret sclerose. Sclerosen gør, at hun mærker strålesmerter i sin krop, mathed og træthed hvilket
forværres, når hun presser sig selv for meget.
Hun bor i egen bolig på et bosted for sårbare unge og styrer hverdagen selv med støtte fra
personalet på bostedet. Mona har en fast kontaktperson, som ugentligt hjælper hende med at
få overblik over gøremål, og som støtter Mona i hensigtsmæssig kost og ernæring, da Mona er
undervægtig. Mona glæder sig til at starte på Flexuddannelsen, da hun er vild med at lave mad –
til andre.
Da Mona starter på uddannelsen, er hun en stille, genert ung kvinde, som har et stort behov for
anerkendelse og tryghed. Begavelsesmæssigt tilhører Mona den nederste del af normalområdet. Mona udfordres af koncentrationsbesvær og nedsat arbejdshukommelse. Hun er ofte
glad, men kan pludselig føle sig nedtrykt og have bekymringer om, ’hvad der skal blive af mig’.
Tankerne rumsterer, så hun nogle gange nærmest kan mærke dem fysisk i sit hoved. Mona bliver
overvældet og udtrættet, hvis der er for mange mennesker at forholde sig til.
VENDEPUNKT
På trods af at Monas helbred lægger op til flere pauser i løbet af en dag på uddannelsen, ytrer
Mona ikke selv ønske om at holde pauser. Det har hendes faglærer og vejleder på uddannelsen
mange samtaler med hende om og afprøver sammen med Mona forskellige strategier for at få
hende til at afpasse sine fysiske kræfter og hendes behov for at præstere. De ser, at Mona har et
fagligt højt niveau i køkkenet, men også at hun har et stort behov for opmærksomhed, som nogle
gange kommer til udtryk som efterspørgsel på mere hjælp og støtte, end hun umiddelbart ser
ud til at have brug for.
Det bliver et vendepunkt for Monas uddannelsesforløb, da hun indvilger i, at hendes vejleder og
kontaktpersonen fra bostedet får koordineret deres samarbejde med Mona. Sammen aftaler de,
hvordan de hver især kan støtte Mona i at mærke, forstå og erkende udfordringerne og skelne
mellem smerter knyttet til sclerosen og hendes behov for anerkendelse.
På uddannelsesvirksomheden får Mona selvstændigt ansvar for at tilberede sandwich og smørrebrød, hvilket giver hende en oplevelse af, ’at de ser mig og tror på mig’ – hun føler sig som en
ligeværdig medarbejder, som man kan betro en selvstændig opgave – som hun samtidig magter.
101
