CSR 2024 DK v5 020524 web - Flipbook - Side 32
Case
Mentor i Frode Laursen:
”Ole er guld værd”
Social
32
MEDARBEJDERE OG SAMFUNDET
Som mentor for vores godschaufførlærlinge i Road
DK laver disponent Ole Knudsen deres arbejdsplaner,
planlægger deres ture og hjælper dem, hvis de har
problemer.
− Jeg synes simpelthen, at det er fantastisk med
de unge mennesker. Det er så fedt at mærke, hvor
meget de gerne vil ud at køre. Omvendt kan de også
godt være usikre. Og selv om jeg prøver at tage hensyn til deres ønsker til turene, er det vigtigt for mig, at
de får prøvet lidt af hvert. Når de så har kørt de svære
ture eller har løst en udfordring, kan jeg mærke, at de
bliver stolte. De går og praler lidt overfor hinanden.
Og det er en fed følelse for mig, fortæller han.
Udover lærlingenes begejstring for chaufførfaget
giver de ifølge Ole også et frisk pust til arbejdsdagen.
− De møder typisk ind på samme tid om morgenen, og de kommer bare med en masse frisk energi
og giver et godt grin. Den gode tone er vigtig, for så
går hverdagen bedre, og det bidrager de helt klart
med, forklarer han.
Han passer godt på os
Lærlingene Benjamin Nedergaard Larsen og Christian
Pedersen, er også glade for Ole.
− Vi ved, at vi altid kan gå til ham, hvis vi har
problemer. Han passer på os. Vi ved, at vi kan stole på
ham, for han holder, hvad han lover. Han er bare guld
værd, lyder det i kor fra de to lærlinge, der også ser
det som en stor fordel, at Ole selv har en baggrund
som chauffør.
− Han er en god læremester, fordi han ved, hvad
han taler om. Og hvis han sætter os til noget, så er
det fordi, at han har tillid til, at vi kan finde ud af det.
Det gør Frode Laursen til et fantastisk sted at være
lærling, fordi vi har mulighed for at prøve ting af og
lære noget nyt. Og vi er aldrig ude, hvor vi ikke kan
bunde, fortæller de.