Flagdagsmagasinet 2022 - Magasin - Side 29
raturen 20-30 grader i hele
vandsøjlen, og det betød, at
man kunne ikke få båden
kølet af, siger Per Ring Henriksen.
Vel at mærke, hvis ikke man
havde fået køleanlægget
ombord. Nu ”holdt det faktisk til, at vi kunne operere
ganske godt.”
Sådan var det ikke under
hele den foregående operation i Middelhavet. Køleanlægget brød sammen, og
indtil båden kunne få det
repareret, måtte man arbejde i 45 graders varme i en
lille måneds tid nede i den
trange ubåd. Svamp, mug
og klamme soveposer var
hverdag.
Per Ring Henriksen havde
selv en tre-måneders tørn
under Active Endeavour i
Middelhavet, hvor opgaven
var: ”at holde øje med skibe
i den østlige del af området,
så man havde et godt billede
af, hvad der reelt foregik, og
så f.eks. terrorister eller våben ikke kom ind i Europa.”
Efter et halvt år i Middelhavet tonede missionen ved
Irak f rem. Søværnet handlede ”på forhånd” og sendte Sælen sydover. Hvis den
skulle nå f rem, mens der var
brug for den, var det nu, fortæller Per Ring Henriksen:
”Da så Irakkrigen begyndte
at nærme sig på jungletrommerne, så valgte man at lave
det, der hedder en prædeployering, altså man sender enheden afsted før tid,
således at man er klar, når
det gælder. Afsted kom vi i
hvert fald, vi bevægede os
jo ret langsomt - og det var
vigtigt at være der til tiden.”
Da Folketingsbeslutningen
var truffet, og Sælen først
havde indtaget sit operationsområde i Hormuzstrædet ud for Iran, begyndte den tre en halv uger lange
patrulje, hvor ubåden aldrig
brød havoverfladen med andet end snorkel og antenner.
Opgaven var at lytte – uset
for fly og overfladeskibe.
”Vi lå tæt på Hormuzstrædet
og skulle holde opsyn med,
hvad der gik ind og ud der,
for der var selvfølgelig andre
nationer i området, som man
meget gerne ville holde øje
med, blandt andet iranerne. Om de begyndte at røre
på sig, for det kunne godt
have en afgørende betydning for andre dele af koalitionen dybt inde i Golfen,
blandt andet hangarskibe
og amerikanske og engelske ubåde, så det var egentlig det vi gjorde, patruljerede i området og meldte tilbage til koalitionen, hvis der
var noget af interesse,” siger
Per Ring Henriksen.
”Iranerne virkede, som om
det var meget standard,
det de gjorde, der var flypatruljer som altid og der var
overfladeenheder. Det, man
var meget interesseret i, var
selvfølgelig deres ubåde,
men der så vi ikke noget.”
”Vi leverede, så koalitionen
kunne få et meget bedre billede af Hormuzstrædet, men
hvad der kom ud af det, f ik
vi ikke så meget retur om.
Vi havde radiotavshed langt
hen ad vejen, for det er jo
ubådens lod at forblive uopdaget.
- Var I tvunget til at være
neddykket hele tiden, eller
kunne I komme op på overfladen en gang imellem og
gå en tur på dækket?
”Nej, det gjorde vi ikke – i den
patrulje, jeg havde dernede,
som løb i 27-29 dage, der var
vi neddykket hele perioden,
og der er det via snorklen
at vi trækker luft ned for at
skifte den og for at oplade
bådens batterier”
-Og alles nerver holdt?
”De fleste var ret garvede,
men der var også nogle nye
ombord. De fleste folk vænner sig lynhurtigt til den
rytme, der kommer i sådan
en ubåd, når først man er i
gang.”
”Det er sådan, at går man
ned i en ubåd ved kaj, så kan
man hurtigt mærke, om det
er noget for en eller det ikke
er.”
”I mine 12 år i ubådseskadren, har jeg kun en
gang oplevet én, som ikke
29
