Flagdagsmagasinet 2022 - Magasin - Side 23
Rekruttering – han foreslog
hende til at søge til Prinsens
Livregiment i Viborg, hvor
han selv senere blev chef,
og de tog sammen turen til
Skive, hvor regimentet i 2005
blev sammenlagt med Jyske
Dragonregiment.
Første udsendelse: Bosnien
i 2000 som delingsfører.
” Krigen var formelt slut, men
dens eftervirkninger var stadig synlige. Fra grænsen til
Kroatien og ned til den danske lejr ved Doboj var der kun
kratere og udbombede huse,
og befolkningen var tydeligt
mærket af det.”
Sidste udsendelse før Alamo var som chef for en træningsmission for irakiske sikkerhedsstyrker på en base
uden for Bagdad. I 2018-2019.
Igen var der lukkede døre,
som hun fandt ud af at bryde
igennem. ”Der var ulideligt
varmt, og de menige irakiske
soldater kunne kun holde til
at træne få timer hver dag,
sagde man.”
En stærk årsag var, at irakiske officerer og befalingsmænd sad på adgangen til
spiseteltet i de tidlige morgentimer.
Charlotte Wetche fik et møde
i stand med en højtstående
general inde i Bagdad – igen
måtte de diplomatiske evner
i spil, og mad og vand til de
menige blev et af resultaterne.
”Man kan ikke bare slå i bordet og sige: Hør her, vore
ministre har aftalt sådan og
sådan.
Ydmyg, men håndfast
Den samme taktik kom i spil
i Islamabad. Antallet af lukkede døre syntes uendeligt
stort.
Der var nu to danske C130 i
luftbroen fra Kabul – men de
første dage var det en kamp
bare at få dem tanket op. Et
militærfly kan man ikke bare
få brændstof til i en civil lufthavn, hed det.
Piloter og loadmastere skulle have ordentlig hvile på
hotel inde i byen – men de
havde ikke visa, ingen stempler i passet, så den danske
ambassadør måtte fysisk stå
ved udgangen og forhandle,
ofte i timer, for at få flybesætningerne ud.
Resten af de udsendte sov i
lufthavnen. Først på gulvet,
så fik de fat i nogle luftmadrasser og senere feltsenge.
Efter nogle dage fandt de
også
en
bademulighed:
Koldt vand til afvaskning ved
siden af et bederum.
Jægernes våbenlager var en
hel historie for sig – det måtte ikke røre den pakistanske
asfalt.
Så der gik ikke længe, før
Charlotte Wetche og ambas-
sadør Lis Rosenholm besluttede at opsøge den pakistanske hærledelse.
Wetche var i uniform og måtte ikke forlade terminalen for hun havde jo ikke noget
visum, og måtte som dansk
soldat af sikkerhedsmæssige
årsager slet ikke bevæge sig
ud i byen.
Så igen blev et sæt regler
bøjet, for soldaten og diplomaten sneg sig i bil en time
på landevejen tværs gennem
Islamabad til hærens hovedkvarter i Rawalpindi – ”der
havde jeg og Anders Fogh
Rasmussen før været til møder.”
”Lis og jeg blev enige om, at
nu går vi ind ydmyge, for vi
vidste godt, at vi havde bevæget os på kanten af en
række love og bestemmelser. Men vi ville også være
håndfaste.
JÆGERNES VÅBENLAGER VAR EN HEL HISTORIE FOR SIG - DET
MÅ IKKE RØRE DEN PAKISTANSKE ASFALT
Formålet var at få os flyttet
til en militær lufthavn, hvorfra vi bedre kunne håndtere
den militære del af evakueringsoperationen.”
23
