Flagdagsmagasinet 2022 - Magasin - Side 22
Charlotte Wetche i snak med soldaterne.
Foto: Privatfoto
ordentligt forberedt på en
situation som denne – men
alligevel var det ekstremt
trist og næsten uoverkommeligt. Jeg ved ikke, hvor
mange udkast, jeg fik krøllet
sammen.”
”Og opgaverne skulle stadig
løses, så når vi havde været
samlet, skulle vi stadigvæk
ud at køre, stadigvæk i kamp
med Taliban – det var svært
og tungt.”
Hendes enhed var gået
sammen med spejdereskadronen om fælles ”ørkenpatruljer” og opgaven var
at holde Taliban væk fra de
områder, hvor man søgte at
skabe udvikling.
Det førte til mange træfnin-
22
ger, hvor hun også selv var
med. Næste grimme hændelse var, da en soldat mistede sit ben.
”Han var kørt på en mine, og
Taliban havde lagt sig i baghold med morterer. Hans
ben sad fast, men en snarrådig læge skar ham fri med
en kniv, og 30-40 sekunder
efter, han var trukket fri, røg
en mortergranat ned gennem taget på bilen.”
Bosnien og Irak
Charlotte
Wetche
havde
egentlig ikke tænkt sig et
længere forløb i militæret.
Hun ville bare gerne prøve et
år som konstabelelev i 1991
efter gymnasiet og før et
universitetsstudie.
Men universitetet kom til at
sende hende flere rykkerbreve uden resultat.
”Jeg syntes, det var fantastisk. Jeg kom på landsholdet i militær femkamp, og
det kunne ikke blive fysisk
hårdt nok.
Tænk, at man kunne få løn
for at træne…”
”Så det gik slag i slag.
Efter et lille år ved Telegrafregimentet i Fredericia blev
jeg opfordret til at søge på
sergentuddannelsen.”
Derfra fortsatte hun på officersuddannelsen og stødte
her første gang på Jens Chr.
Lund, der dengang var chef
for Forsvarets Værnepligt og
