Flagdagsmagasin Klar Digital version 2024 - Flipbook - Side 30
Frivillighed
Det begyndte med
”Mødre mod Taliban”
”Det betød bare så meget at have kontakt til nogen, der var i nøjagtig
samme situation som jeg. Vi havde sønner i Afghanistan samtidig, så vi
forstod, hvordan hinanden havde det.”
Af Peter Skautrup, journalist
Da Winie Gerkvists søn i 2009 for
første gang - det var ikke den sidste - var taget på mission i Helmand, havde hun i høj grad brug
for at tale med ligesindede. Gennem en forløber for ”Familienetværket” kom hun derfor med i en
netværksgruppe, hvor hun og andre soldatermødre kunne samles
og dele deres tanker og bekymringer.
”Vi kaldte os ”Mødre mod Taliban”, fortæller Winie Gerkvist.
”Det var meget nyt på det tidspunkt, at man begyndte at tale
om de pårørende, men altså et
stykke hen ad vejen så bliver det
for meget for både familie og venner at høre på, hvor hårdt det er
at have et barn afsted på mission.
Så for mig selv betød det så meget
at skabe et netværk. Der var voldsomt brug for det.”
Flere i gruppen ses stadig privat,
og et par af de andre er også med
i det frivillige arbejde for pårørende i dag.
Sønnen kom godt hjem fra Afghanistan og er fortsat i militæret, og
Winie er nu selv frivillig og kontaktperson i ”Familienetværket.”
30
Det samme er hendes datter, der
som barn har haft en storebror
udsendt og senere en kæreste,
som ligeledes var udsendt.
Kort fortalt består Familienetværket af en ret lille gruppe frivillige,
som pårørende til udsendte kan
kontakte om alt mellem himmel
og jord, stort og småt.
Familienetværket står også bag
”Den gule sløjfe” og ”Børnemedaljen.” Da fregatten ”Iver Huitfeldt”
i april kom hjem fra den skarpe
mission i Rødehavet, var der f.eks.
medaljer til alle de børn, der stod
på kajen for at tage imod deres
udsendte
familiemedlemmer.
Som noget nyt var Familienetværket også rundt på dette års Folkemøde for at gøre opmærksom
på sig selv.
Men det primære arbejde er at
støtte pårørende. Kontakten skabes gennem oplæg på kaserner
før udsendelser og via netværkets
hjemmeside og Facebook.
Til pårørendearrangementer på
kasernerne handler det ifølge Winie Gerkvist om:
”At komme ud og informere om, at
vi er her, og at de kan kontakte os,
hvis man har brug for som pårørende at tale med en, der forstår
og ved, hvordan det er at være i
den situation. Vi kan være et helle
for de pårørende, hvor der ikke er
soldater indblandet, for som pårørende kan man godt have nogle
bekymringer, men ikke har lyst til
at tale med soldaten eller den øvrige familie om.”
”Vi er jo ikke behandlere på nogen
måder. Vi er der bare for at guide
folk, hvis de har brug for at tale
med nogen, hvilke muligheder, de
har for at få hjælp, det kan være
til noget så enkelt som at få opklaret: Hvordan sender jeg post.”
”Jeg tror, vi er en 11-12 stykker,
eller sådan noget. Så vi er faktisk
ikke ret mange, og der bliver trukket på os. Vi kunne godt bruge
昀氀ere.”
Det mærker de også nu, hvor missionerne har skiftet karakter.
”Altså, de er gudskelov ikke skarpe missioner som den gang, de
drog til Helmand,” siger Winie.
”Men savnet er stadigvæk det
samme. Helt unge mænd og piger, der skal afsted. Det er må-
