Flagdagsmagasin 2021 - Magasin - Side 16
Grønlandske veteraner bør anerkendes
Grønlandske veteraner bør anerkendes
AAJA CHEMNITZ LARSEN
F O L K E T I N G S M E D L E M F O R I N U I T ATA Q AT I Q I I T
Hvis du for fem år siden spurgte folk på gaden i
Grønland, om der er veteraner i vores land, ville de
kigge uforstående på dig. Gør du det i dag, vil du
finde enkelte, som kender veteraner, men samlet
set er veteranområdet i Grønland noget, kun få har
kendskab til.
I juni 2021 deltog jeg sammen med en masse gode
mennesker i den stiftende generalforsamling for
foreningen Grønlandske Veteraner. De senere år har
Veteranprojekt Grønland og Veterancafe Grønland
set dagens lys, til stor gavn for de mange veteraner
i Grønland, som har savnet netværk og indsatser
målrettet dem.
I Grønland er der officielt over 100 veteraner, men
uofficielt op imod 150. Fælles for dem alle er, at de
har været ude på missioner rundt om i verden og
sikret tryghed, fred og frihed for os, hvilket de i høj
grad fortjener anerkendelse for.
De fleste veteraner vender hjem efter deres udsendelse uden mén, men en mindre del af veteranerne
har brug for støtte og hjælp til at håndtere psykiske og sociale belastninger eller fysiske skader som
følge af udsendelsen. Veteranernes pårørende kan
også have behov for støtte. Det gælder også for veteranerne i Grønland.
Veteranerne i Grønland er en del af den danske veteranpolitik og kan bruge Veterancenterets tilbud
om støtte, rådgivning og behandling, enten via online behandling eller hos en lokal netværkspsykolog. Men specifikke tilbud i det grønlandske sundhedssystem til veteraner findes der ingen af.
Symbolikken heri, mener jeg, er rigtig ærgerlig, da
veteranerne – uanset at vi ikke har vores eget forsvar – har udført en kæmpe indsats på vegne af os
alle.
Der har de senere år været et stigende fokus på
veteraner i Grønland fra politisk side, men der er et
stykke vej endnu, før vi kan tillade os at sige at veteranerne får den anerkendelse og behandling de
fortjener. Et vigtigt led i det arbejde er at sikre, at de
grønlandske myndigheder tager deres ansvar på sig
og sikrer politiske ambitioner og sundhedsmæssige
såvel som arbejdsmarkedsrettede tilbud til veteraner. Lige inden valget blev en lov dog gennemført,
som på papiret giver mulighed for hjælp bl.a. fra de
grønlandske kommuner til veteraner. Nogle borgmestre har vist særlig interesse og respekt for grønlandske veteraner og det er et vigtigt første skridt.
Det er i den forbindelse oplagt at skele til den nye
wildcard-ordning i Danmark, der styrker PTSD-ramte veteraners tilknytning til arbejdsmarkedet. Veteraner med PTSD bliver ramt forskelligt og kan i nogle perioder have nemmere ved at arbejde, mens
de i nogle perioder ikke kan arbejde. I Grønland er
denne gruppe muligvis ikke stor, ikke desto mindre
har vi et særligt ansvar for at sikre veteraner værdige vilkår.
Wildcard-ordningen giver mulighed for, at veteraner
på førtidspension med PTSD eller PTSD-lignende
diagnoser kan have tilknytning til arbejdsmarkedet
i de perioder, hvor de har det godt. Og førtidspensionen at falde tilbage på, hvis de skulle få det værre
igen. Det giver veteranerne fleksibilitet og tryghed
i hverdagen, samtidig med at arbejdsmarkedet får
gavn af veteranernes mange ressourcer.
Jeg vil gerne opfordre mine kollegaer i Grønland og
i Folketinget til at sikre veteraner i Grønland bedre
vilkår, både hvad angår tilbud i sundhedsvæsenet
og på arbejdsmarkedet, så vi politisk viser, at vi anerkender dem for den store indsats de har gjort.
Det vil samtidig være med til udbrede viden om og
kendskab til veteraner i Grønland, hvilket der også
er behov for.