Sex og Samfund - FGU udkast2 - Flipbook - Side 10
PRINCIPPER FOR GOD
SEKSUALUNDERVISNING
Sex & Samfunds tilgang til seksualundervisning er baseret på en anbefaling om et trygt læringsrum
samt seks grundlæggende pædagogiske og didaktiske principper. De kan også fungere som inspiration til den overordnede tilgang, man som skoleledelse og lærer vælger at tage udgangspunkt i og
anvendes som grundlag for en dialog om skolens tilgang til seksualundervisning.
Formålet med Sex & Samfunds sundheds- og seksualundervisningsindsatser er:
1
At børn og unge udvikler handlekompetence i relation til seksualitet, trivsel, rettigheder og
sundhed
2
At bidrage til øget anerkendelse af mangfoldighed og bekæmpelse af diskrimination.
1) Unge er kompetente aktører
At være kompetent aktør betyder, at man har forudsætninger og evner til at være en aktiv deltager i
samtaler om sit eget liv og verden. Derfor skal elevernes viden, erfaringer og tanker tages alvorligt og
anerkendes som meningsfulde i undervisningen. Som underviser må man se eleverne som værende
ligebyrdige i dialogen om at afsøge muligheder, udfordringer og perspektiver i seksualundervisningen. Det betyder ikke, at eleverne hverken kan eller skal vide alt selv, men at deres stemme er berettiget på lige fod med voksnes og med hinandens.
Det betyder i praksis blandt andet, at elevernes løsningsforslag i dilemmaøvelser tages alvorligt og
som lige værdige til at modtage opmærksomhed, så længe de overholder det trygge rum (se side x).
Et eksempel kan være, at elever inddrager religiøse perspektiver i deres løsningsforslag, som man
som lærer enten ikke har kendskab til, eller selv mener er et vigtigt og relevant perspektiv. Her er det
som lærer en fordel at være nysgerrig på, hvad eleverne selv oplever som gode handlemuligheder og
hvorfor, og at gøre sig bevidst om, at nogle perspektiver på, hvad der er på spil for eleven, måske kan
være usynlige for underviseren.
Når eleverne ses som kompetente aktører, øger det deres ejerskab over undervisningen, hvilket er
med til at gøre den mere relevant for dem. Det kan også bidrage til at styrke deres kompetencer til
at være en aktiv del af samfundet generelt, når eleverne oplever, at deres stemme har betydning for
fællesskabet.
Derfor er elevmedbestemmelse og elevinddragelse en rigtig god idé i både planlægning, gennemførelse og evaluering af seksualundervisningen.
10