HELP GUIDE - BANNER - Jul i Viborg - Flipbook - Side 38
Nøglen til en glædelig familiejul:
Tal om forventninger og
ønsker på forhånd
Parterapeuten Christina Tatarczuk har to
højsæsoner. En efter sommerferien og en efter
juleferien. Her får du hendes fem bedste råd mod
krise i parforholdet, før julen løber af stablen.
Vi drømmer alle om den perfekte, afslappende,
nærværende, kærlighedsfyldte juletid med familien.
Problemet er bare, at vi slet ikke er gode nok til at
visualisere overfor vores partner, hvad vi drømmer om.
Så sikkert som amen i kirken, så bliver en fejlslagen jul
den gnist, der antænder krisen i parforholdet.
- Jeg kan se det hvert år. Frustrationer har hobet sig op
over tid og mange af os går rundt med et naivt håb om,
at alt bliver godt, når bare vi når hen til juleferien. Men
sådan fungerer det ikke, hvis ikke vi som partnere kommunikerer, hvad vi har brug for og hvilke forventninger,
vi har til hinanden, fortæller Christina Tatarczuk.
- For julen er jo også en tid, hvor vi er eksponerede
for ting, der måske er lidt svære i hverdagen. Måske er
svigermor ikke lige så nem, økonomien er måske under
pres, og vi stresser rundt for at nå alle de arrangementer, vi gerne vil være med til, forklarer parterapeuten.
- Det eneste, vi kan gøre, er at øge vores bevidsthed.
Altid kigge indad. Kig på, hvad det er, der gør det.
Måske bliver hun alt for perfektionistisk og forventer
for meget af sig selv og andre, mens han egentlig bare
gerne vil slappe af og lave ingenting. Det kolliderer og
skaber konflikten, siger Christina Tatarczuk og fremhæver en dejlig lavpraktisk, terapeutisk øvelse.
- Nærvær kan bare noget. Gå en tur i skoven sammen
og tænk på, hvor ligegyldige alle materielle ting er. Kig
på hinanden og tal sammen. Det eneste, der tæller,
er nærværet i familien, siger Christina Tatarczuk. Det
anbefaler hun i øvrigt alle at gøre med jævne mellemrum. Tag ungerne under armen og kom ud og få
jordforbindelse sammen. Vær i nuet. Slip telefonen og
fokuser på hinanden.
Om Christina Tatarczuk
Christina Tatarczuk er 43 år, mor til otte børn mellem 4 og 22 år. Hun har to svigerdøtre, en svigersøn
og en bonussøn. Christina bor med sin eksmand i et
familiekollektiv, har en kæreste og har de sidste 11
år arbejdet som parterapeut og sexolog i Viborg,
hvor hundredvis af par og individuelle har søgt hendes sparring til et liv med mere balance, bevidsthed
og kærlighed.
Se mere på www.happylife.dk
38