224035 DV 01 marts 2024 - Flipbook - Side 9
LALANDIA BILLUND - 28. JANUAR
En god familieoplevelse
TEKST OG FOTO: ERIK PETERSEN
Veteranstøttens Aktvitetsudvalg havde søndag den 28.
januar inviteret til familiedag i Lalandia Billund – og det
blev noget af et tilløbsstykke.
ANKOMST
Da indskrivningen startede kl. 08.00, var der allerede
kø ved bordene, hvor hjælperne fra Veteranstøtten
krydsede deltagerne af og udleverede armbånd til de
mange forventningsfulde veteraner, pårørende og børn.
Da Ole Stokholm, som formand for udvalget, bød velkommen, var der op i mod 250 deltagere – veteraner,
pårørende og rigtig mange børn. Også Veterancenteret
var repræsenteret ved velkomsten, så hvis der var behov for en snak om dette eller hint, var den mulighed
også til stede.
BRUNCH
Men umiddelbart var det den lækre brunch-buffet, der
stod øverst på ønskelisten. Der var bestilt borde i en
særlig afdeling i en af restauranterne, og udvalget af
mad og drikke var imponerende. Her blev sikkert også
lagt planer for, hvad tiden senere skulle bruges til – og
det var tydeligt, at børnenes tålmodighed ikke var stor
– vi må i gang.
AKTIVITETER
De mest populære aktiviteter var uden tvivl Badelandet
med de mange rutsjebaner og andre udfordringer og
Monky-Tonky Legeland. Med sådanne muligheder går
tiden rigtig hurtigt, og der er ingen tvivl om, at dette
koncept var yderst populært.
Ved samtaler med mange af de deltagende veteran-familier kom det tydeligt til udtryk, at netop muligheden
for aktiviteter for hele familien og noget fælles at tale
om på vejen hjem, var det helt afgørende, der gjorde
netop denne aktivitetsform så eftertragtet og populær.
AFSLUTNING
Der var ingen fælles afslutning, og deltagerne kunne efter eget ønske tage hjem, når de ikke orkede mere. Men
vi så da også børn, der gerne var blevet endnu længere.
Stemningsbilleder fra Lalandia.
Danmarks Veteraner | # 1 | 2024 | Side 9