224035 DV 01 marts 2024 - Flipbook - Side 18
Projekt
Cypern
AF FRANS ØRSTED ANDERSEN
”Tusind tak til alle de Cypern-veteraner, der
på forskellig vis har medvirket i mit forskningsprojekt, ”Missionen på den delte ø”’ om
DANCON-UNFICYP-indsatsen 1964-1992.
Næsten 100 telefonsamtaler og 25 lange
interviews er gennemført, ligesom store
mængder af dagbøger, breve, artikler, billeder, film mv. er analyseret.
Det er undervejs blevet til et par artikler
i bl.a. Chakoten og i forskellige aviser, bl.a.
Berlingske, Århus Stiftstidende og Fyens
Stiftstidende. Flere er på vej. Det hele slutter med udgivelsen af en fagbog med netop
titlen ”Missionen på den delte ø” i efteråret
2024.
Mandag den 8. april 2024 holder jeg sammen med Emil Arenholt Mosekjær, aktuel
med bogen ”Soldaterhjerte” – også baseret
på veteraninterviews, dog ikke fra Cypern
– og i øvrigt omtalt i Danmarks Veteraner
2/2023, side 20) – et oplæg, ”Den bedste tid i
mit liv”, om soldater på internationale missioner. Det sker på Folkeuniversitetet i Århus.
Tilmelding på www.fuau.dk
eller ved at scanne QR-koden
med dit smartphone kamera:
Side 18 | Danmarks Veteraner | # 1 | 2024
NYHED: Missionen på den delte ø
1972-1978 var en dramatisk tid for
DANCON. Krig, ufred, kaos – skududvekslinger, militære bevægelser,
luftangreb, invasion, flygtningestrømme. Alligevel er der ikke skrevet
og offentliggjort særlig meget om den
danske Cypern-indsats.
Missionen på den delte ø tager udgangspunkt i oplevelser og erindringer
fra nogle af de 23.000 danske veteraner, der var på mission på Cypern
fra 1964-1992, den mest omfattende
danske militære FN-mission nogensinde. Bogen fokuserer særligt på de
skelsættende år før, under og efter den
tyrkiske invasion i 1974.
Bogen har et vigtigt gennemgående
budskab: Fredsbevarende indsatser
kan virke. I en verden, der er blevet
mere usikker og farlig, er det vigtigt
at sætte fokus på forsvaret og dets
bidrag til fred og sikkerhed samt
de soldater, der er med til at udføre
arbejdet – og dette er Missionen på
den delte ø med til.
Bogen udkommer i 2024, der markerer
60-års jubilæet for missionens start
med Dancon 1 i 1964. Samtidig er det
50 år siden, at den blodige sommerkrig fandt sted på øen, og det er 20
år siden, at Cypern blev fuldgyldigt
medlem af EU.
Bogen kan
allerede nu forudbestilles. Send en mail
til ida@frydenlund.dk.
Særpris 200 kr.
Frans Ørsted Andersen, ph.d., er autoriseret psykolog, lektor og forsker
på Aarhus Universitet samt veteran fra DANCON 24 (1975-1976). Han har
udgivet en lang række publikationer på dansk og engelsk. Bogen udkommer i efteråret 2024 hos Forlaget Frydenlund.