Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 92
Kapitel 11
Der kom så en minibus, som vi skulle køres over no-mans-land i, mens han
kørte bilen alene – den skulle igennem en røntgen hal og alt skulle ud
først.
VIP-treatmentet i det var, at alle andre, som skulle over den grænse, sad i
en almindelig rutebus, som ikke kørte over, før den var fyldt helt op til ca.
40 personer. Ingen kunne jo vide, hvornår det ville ske, så heldigvis slap
jeg for det. Tak til den kilde.
Men vore besværligheder var ikke ovre. Nu skulle vi igen vente, men dog
i en VIP lounge, hvor man kunne få forfriskninger. Det tog ikke engang en
hel time! før de hentede os og vi kunne køre videre.
Men sikken et chock det var at komme over på den anden side af grænsen. I Jordan havde jeg bemærket, hvor hensynsfulde bilisterne var overfor hinanden. Det var bestemt ikke tilfældet i Israel. Helt op bagi og hornet i bund – hele tiden – ingen tålmodighed og da slet ingen venlighed
overfor hinanden. Meget mærkeligt.
Da vi kom ind til byen, var der soldater – også kvindelige – alle vegne og
det var med maskingeværer og sorte solbriller, puha.
De var mindst lige så uvenlige som bilisterne og jeg blev mere og mere
rystet. Vi har jo altid lært i skolen, at det er synd for jøderne og det var det
da bestemt også under krigen. Men det, der rystede mig, var, at jeg begyndte at få indtryk af, at de måske ikke lige var Guds bedste børn.
Min palestinensiske kollega havde dog et andet syn på det. Han sagde, meget
klogt; ”Jamen, Marianne, hvis man slår børn, så slår de også deres børn.
Deres folk har følt sig jaget altid, så de kender ikke nogen anden metode.”
Han og hans ven, som ventede på os ved det fantastiske hotel American
Colony, hvor vi skulle overnatte, viste mig, hvor deres forfædres store
besiddelser havde været. Kun på afstand, for palestinensere var nu forment
adgang til det område af byen...
Vi fik checket ind og fik en drink i den dejlige Imbrahims Bar, som var i
hotellets have. Virkelig et fantastisk sted, med smukke blomster og palmer
og god betjening.
Jeg nød det så meget, at jeg måtte ringe til min mormor, og beskrive det
for hende – hun var blevet nærmest blind og kunne heller ikke selv
komme ud af sin lejlighed mere, så jeg tænkte, at det kunne muntre hende
lidt op at høre om det.
92
