Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 8
Indledning
Samtidig vil jeg gerne fortælle, hvordan det er gået for sig, at mit liv efterhånden er blevet så fantastisk, som tilfældet er. Jeg har nemlig oplevet, at
mange tror, at det ikke er noget, som de selv kan få del i. Men Universet
har nok til os alle, så det er bare om at være positiv og gå i gang.
Man må naturligvis have den grundholdning, at man vil andre det bedste,
og altid give udtryk for det i tanke og i handling. Hele tiden prøve at være
mod andre, som man ønsker, at de vil behandle én. Det er bestemt ikke
altid lige let at huske, men man kan gøre sig umage med det, og så bliver
det hele tiden bedre.
Og når det går op for en, at der altid bliver sørget for ens behov, når blot
man er åben for denne tankegang, er der jo ingen grund til hverken at
lyve, stjæle eller snyde. Sikken en verden vi får, når det går op for alle.
Jeg kan allerede høre protester: hvorfor døde vort lille barn så tidligt?
Hvorfor skulle jeg komme ud for denne ulykke, som berøvede mig min førlighed, højre arm, venstre fod, mit syn, min forlovede, bedste ven osv osv?
Jo, det er der altid en grund til – og gang på gang vil man opleve, når man
ser tilbage, at ulykken har åbnet andre muligheder for de involverede parter. Især hvis parterne er åbne for hjælp fra oven og ikke lukker af med
negative tanker.
I bogen vil jeg fortælle om nogle af miraklerne - som nogle indtil nu har
kaldt tilfældigheder - i mit liv og samtidig prøve at forklare, hvordan det
hele efterhånden hænger sammen for mig. Jeg kan dog allerede nu afsløre, at Universets mål er, at vi bliver bedre og bedre til at være ordentlige
mod hinanden og mod Jorden. Derfor bliver vi hjulpet til indsigter som
nogle af dem, jeg vil komme ind på.
Jeg vil også sige med det samme, at jeg er overbevist om, at re-inkarnation
er et faktum. Altså at vi, når vi dør, kommer op og taler med eksperterne
om, hvordan dette liv er gået, og om, hvordan vi kan gøre det bedre næste
gang. Når vi har aftalt det, vælger vi de forældre, som vi ved vil kunne
hjælpe os med det mål. Det kan altså godt være nogle forældre, som man
tror, at man helst ville have været foruden, fordi de for eksempel ikke har
vist kærlig omsorg overfor én. Men hvis man bare selv tør tro på det bedste, vil lige netop det liv give én en indsigt, som man ellers ikke ville have
fået.
8