Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 79
Lidt om Døden; dødsfald og mærkelige hændelser i den forbindelse
jeg pludselig fik den fornemmelse, at en af mine ”gamle” bekendte, Peter,
fra Randers var ved at dø.
Meget ubehageligt, naturligvis, men jeg fik den idé, at jeg måske ved tankens kraft kunne hjælpe ham over, så det blev nemmest muligt for ham.
Jeg havde ingen fast kontakt med ham mere og havde kun truffet ham
”tilfældigt” et par gange i de foregående ca. tolv år! Det var derfor lidt
mærkeligt, at hans underbevidsthed ”kaldte” på mig i denne stund, men
han havde måske ikke andre, som ville kunne mærke det.
Hvor om alting var, byttede jeg plads med passageren i bilen, så jeg kunne
koncentrere mig om at sende ham kærlighed. Det gjorde jeg i et stykke tid
og mærkede pludselig, at det ikke var nødvendigt mere og faldt så udmattet i søvn.
Jeg vågnede ved, at vi kom frem og havde det sådan set udmærket. Jeg var
naturligvis lidt forundret over hændelsen, men havde det ikke dårligt med
det.
Nu vidste jeg jo også, at man har det godt, når man er der oppe, så derfor
følte jeg – alt andet lige – i og for sig ingen sorg.
Siden vidste jeg ikke rigtigt, hvordan jeg skulle forholde mig i den forbindelse. Det var jo så mange år siden, jeg havde set ham og jeg havde ikke
hans adresse, telefonnummer, efternavn eller noget som helst.
Så det endte med, at jeg ikke gjorde noget.
Da jeg en måneds tid efter besøgte min familie i Randers i anledning af
julen, tænkte jeg meget på at gå ned til et bestemt værtshus, hvor han plejede at holde til i sin fritid, men jeg gjorde det ikke.
Dog skulle jeg åbenbart alligevel lige have beskeden, for, i løbet af juledagene, skulle min mor en aften ”tilfældigvis” ned til byen med et brev og
jeg tog med, bare for underholdningens og hyggens skyld.
Hun kørte ”tilfældigvis” en meget mærkelig vej derned – en helt anden
vej, end jeg ville have taget. Det talte vi om, da jeg pludselig så Peter gå
over gaden. Jeg sprang ud af bilen og løb hen til ham og omfavnede ham:
”Peter! Peter! Jeg troede, at du var død den 23. november ved 3-tiden om
eftermiddagen?”
Peter så lamslået på mig og sagde: ”Hvor ved du det fra? Jeg var åbenbart
faktisk død, men så pludselig var jeg ikke død alligevel. Det var meget
mærkeligt”.
”Ja, det syntes jeg jo også, men du må jo have kaldt på mig med din underbevidsthed eller noget”, og så fortalte jeg ham historien.
79
