Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 77
Lidt om Døden; dødsfald og mærkelige hændelser i den forbindelse
”Hvor var det dog ærgerligt, at John lige skulle dø nu, hvor han endelig var
færdig med skolen. Han kunne jo ikke fordrage at gå i skole, så han glædede sig sådan til at skulle starte på den læreplads, som han havde fundet”.
Den bemærkning gjorde dybt indtryk på mig, man er jo meget følsom i de
år, og kirken var proppet med Johns jævnaldrende kammerater, så han
kunne nok have sagt noget andet.
Hvor om alting er, så fik jeg da den fiks idé, at hver gang noget nyt, godt
skulle begynde for mig, så sneg jeg mig nærmest langs husmurene for ikke
at blive kørt over, få en presenning i hovedet eller noget andet dødeligt.
For nu havde jeg fået det indtryk, at intet godt kunne overgå én. Straks
ville ”straffen” falde: ”kom ikke her og tro at du er noget eller at det skal
gå dig for godt”. Det var, hvad jeg fik ud af den tale.
Jeg kan jo godt se nu, at præsten måske ikke lige kunne forudse, at jeg ville
få det sådan, men det er nu alligevel godt at overveje, hvem publikummet
er, før man taler. Siden har jeg hørt, at det bestemt ikke er første gang, at
lige den præst har talt, så de efterladte ender med nærmest at bryde sammen i krampegråd. Det er der jo ingen grund til. De, der er døde, har det
jo godt og ønsker vel bare, at de efterladte også skal have det godt.
Så døde min elskede morfar – og Elvis for den sags skyld også. Dét var altså
dråben, som fik bægeret til at flyde over for mig; Jeg besluttede, at jeg ville
derop, hvor de andre var. Allerede den gang var jeg sikker på, at de jo
måtte være deroppe i himlen et sted.
Dette ikke mindst, fordi jeg havde drømt om John. Han havde sagt, at han
var der og havde det fint. Og da min far var 30 år ældre end min mor var
jeg altid nervøs for hvornår han ville dø. Så jeg kunne ligså godt gøre det
med det samme.
Jeg fik derfor fat i et barberblad og satte mig til at skære i mit håndled, men
blodet sprøjtede på ingen måde ud, som jeg ellers havde læst om – jeg
fandt senere ud af, at jeg skulle have skåret et andet sted og på en anden
måde, men det var jo godt, at jeg ikke var klogere. Tak igen.
Det korte af det lange var, at min mor anbefalede mig at læse nogle bøger
af Joan Grant: ”Den vingede Farao” og ”Horu’s øjne ” – og dét gjorde en
forskel.
77
