Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 70
Kapitel 8
lidt underligt, så jeg sagde, at han gerne måtte hjælpe lidt til. Han kunne for
eksempel hente en kost og feje terressen, hvis han ville? Det ville han gerne,
så han gik for at hente kosten og kom tilbage en rum tid efter. Med en løvrive.... Nå, jeg fik byttet den ud med kosten og han gik igang.
Det så lidt ubehjælpsomt ud, men det tænkte jeg ikke over, ( jeg fejede bare en
ekstra gang bagefter, uden at han så det..), før vi senere sad og talte sammen.
Det viste sig, at han var af en meget fin gammel egyptisk familie, som altid
havde haft tjenere, kokke, gartnere osv. – Ja selv når de røg vandpibe,
havde de en så lang slange, at den kunne nå hen til vandpiben, som stod
i et andet rum, hvor tjenestefolkene kunne sørge for, at der var ild og æbleblomster i hele tiden.
Det var derfor ikke så sært, at han ikke anede, hvordan en kost så ud og
endnu mindre, hvordan man brugte den...
Det var meget anderledes end hvad jeg kendte til, men det fandt jeg siden
ud af, at det i det hele taget er i Ægypten.
Han havde derfor haft en fantastisk oplevelse den dag, hvor han jo, foruden at feje selv, også betragtede – og hjalp lidt til – mens jeg lavede mad.
Meget mærkeligt for ham, men åbenbart meget charmerende. Han fik så
til gengæld et dejligt glas Mersault fra Chateau de Mersault ’90 til maden
– noget måtte der jo være lidt stil over. Også det var en stor oplevelse for
ham, erfarede jeg siden hen.
I Ægypten er det af meget stor betydning, hvilken familien man kommer
fra – og jo længere man kan føre stamtræet tilbage, jo bedre.
Det viste sig, at ikke mindst hvad det angik, var Mr. Adly en meget betydningsfuld mand.
Inden han rejste videre om tirsdagen, inviterede han mig derfor til at gå
med op og hilse på den daværende direktør for Egypt Air i København, så
jeg kunne kende ham, hvis jeg skulle få brug for det senere.
Det var jo meget venligt og det skulle også vise sig at være en stor fordel
senere.
Det var nemlig sådan, at nærmest alle, som jeg havde mødt på messen,
havde inviteret mig til Ægypten gentagne gange. Så det endte med, at jeg
sagde: ”Ja tak, så vil vi gerne komme i Påsken.”
Og nu kommer vi til en fantastisk øvelse i at ønske sig noget og at blive
ved med at tro på det, til det ordner sig selv:
70
