Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 48
Kapitel 6
Emnet kunne også vise det på én eller anden måde for eksempel ved at
pege på stedet på kroppen.
Pete tog en kursusdeltager op på podiet for at vise fremgangsmåden og det
gik fint.
”Meget mærkeligt,” tænkte jeg.” Jeg er nok klar over, at nogen kan, men
dét tror jeg nu alligevel ikke, at jeg kan.”
Jeg bar tydeligvis stadig præg af indgroet mistro til mig selv. Vi havde ellers
lært en del om ”sletteord” på kurset tidligere. Det er ord som ”kan ikke”,
der må erstattes af ”vil ikke”. For man kan jo, hvad man vil, ikke? Det
samme med ”burde”, som er et ord, man bruger til at give sig selv dårlig
samvittighed. Også der må man sige ”vil” eller ”vil ikke”.
For eksempel: ”Jeg vil ikke støvsuge, selvom her er møgbeskidt” – eller ”Jeg
vil støvsuge, for her er møgbeskidt.” Man skal altså ikke slå sig selv oven i
hovedet ved at tænke: ”Jeg burde støvsuge, for her er møgbeskidt”, men
bare vælge, om man vil eller ikke vil.
En anden vigtig talemåde, som man skal være opmærksom på er, at man
ikke skal sige ”Utroligt” om noget godt. For ved at bruge det ord, viser man
sin underbevidsthed, at man egentlig ikke tror på det. Dette kan ophæve
den gode begivenhed. Sig og tænk i stedet, at det er ”Fantastisk”.
På kurset skulle vi nu finde sammen to og to. Jeg sad da ved siden af en
kvinde, som hed Karen, og vi blev enige om at gå udenfor, hvor vi kunne
være lidt i fred for alle de andre.
Vi fandt en bænk og slog os ned, men det regnede lidt. Vi blev da - lidt
oprømte - enige om, at vi vel kunne lave en øvelse og få regnen til at stoppe! Vi skulle jo heale på syge mennesker, så det var vel ikke noget urimeligt ønske.
Som sagt så gjort. Og tænk, lidt efter så jeg op på himlen, hvor en vind
pludselig blæste – skyerne og dermed regnen – væk
”Karen, se!”, nærmest råbte jeg. Vi så lamslåede på hinanden, men blev så
enige om at sige tak og i øvrigt se at komme i gang.
Karen begyndte med at læse op, og jeg skulle være dén, som fandt ud af,
hvad der var i vejen med hendes første emne. Hele proceduren stod grundigt beskrevet, så hun kunne guide mig rigtigt. Til sidst sagde hun:
”Du har nu et billede af Fr. A. Jensen, 37 år, Nørre Snede, på din skærm.
Mærk hun er der, føl hun er der, vid hun er der.”
48
