Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 47
Silva-metoden, oktober 1998
merende verdensmand, som samtidig havde begge ben på jorden. Med andre
ord en person, som kvinder faldt for i lange baner.
Den kvindelige hjælper var hans mor – altså min farmor, som jeg af gode
grunde aldrig havde set, idet hun døde i 1907, da min far var to år.
Her ses min farmor og farfar. Min farmor blev kun
20 år og når jeg ser på billeder af mig selv i den
alder, kan jeg tydeligt se ligheden.
Det var meget hyggeligt at hilse på
hende også. Pudsigt egentlig, for
jeg har i mange år haft et fotografi
af hende og min farfar, og på det
kan jeg se, at jeg ligner hende
meget uden make-up, når blot
man holder for håret. Moden har
jo skiftet et par gange siden 1907.
Desuden var hun mørkhåret, og
jeg er egentlig lysblond, men det
var nærmest også den eneste forskel, så det var måske ikke så mærkeligt, at det lige var hende, som
kom. Jeg havde også fået mit mellemnavn Christine efter hende,
hvilket viste sig at være knap så
heldigt. Forklaring på dette gives i
kapitlet om numerologi.
Nå, men de to ville altså hjælpe mig med hvad som helst. Fantastisk, ikke?
I den efterfølgende pause skulle vi udfylde nogle skemaer, hvor man skulle beskrive en person, som man kendte ret godt, og som havde eller havde
haft én eller flere ret alvorlige sygdomme.
Man skulle skrive navnet, alderen, byen, som de boede i, om de bar briller
og/eller var rygere. Man skulle også kort beskrive deres måde at se tingene
i livet på; positivt eller negativt livssyn.
Vi beskrev tre hver og blev så undervist i, hvordan man skulle finde ud af,
hvad der var i vejen med hinandens ”emner”, som man under sessionen
kalder de beskrevne personer. Man skulle se dem for sig og få emnet til at
fortælle, hvad der var i vejen – eller havde været i vejen.
47
