Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 34
Kapitel 3
Ásvald og jeg prøvede dog begge med næb og klør at gøre os umulige i de
første par år. Dog var der denne gang åbenbart ingen vej uden om – og det
er vi nu begge meget taknemmelige for hver dag.
For til sidst greb de højere magter tydeligvis ind. De sendte en yderst tiltrækkende. Ja på mig nærmest magnetisk tiltrækkende, mand ind i mit liv.
På andre områder var denne mand måske ikke lige den bedste mand jeg
kunne få, men det kunne jeg på ingen måde se.
Og jeg forlængst havde opgivet Ásvald på trods af, at jeg allerede den første gang, han lagde sin hånd på min, vidste, at her var min mand – for han
var tydeligvis ikke lige så indstillet på det, som jeg var. Det har siden vist
sig, at der var en forklaring på det, men hvem kunne vide det?
Så jeg meddelte Ásvald en dag, da han ”tilfældigvis” ringede, at nu havde
jeg fundet den dejligste mand og at han nok snart flyttede ind, for det var
vi allerede ved at tale om. Da havde jeg jo også kendt den nye i op til flere
uger og været sammen med ham måske tre gange i mere end en time, så
det var jo ganske fornuftigt.
SÅ vågnede Ásvald op – ikke mindst via hjælp fra en af de få af hans færøske venner, som jeg overhovedet havde truffet. Ásvald stillede sig op i lufthavnen, da jeg landede fra et møde i Jylland, og i øvrigt havde meget travlt
med at komme videre til en aftale, og friede til mig! Jeg troede nu ikke helt
på alle de gode intentioner og løfter, lige da han sagde det, men efter hans
ihærdige indsats i næsten en time lovede jeg til sidst at sove på det. Det
var den eneste måde, jeg kunne komme videre i dagens program på, for
hver gang jeg sagde nej, begyndte han forfra.
I den forløbne uge havde han også ringet mange gange og blandt andet
søndagen før, da han bare ville fortælle mig, at en eller anden ny kæde for
hårde hvidevarer var åbnet. Som om det kunne interessere mig. Ikke før
næste morgen, da vaskemaskinen ”tilfældigvis” satte ud og var helt færdig.
Meget overraskende – den var jo kun 15 år gammel. Mandag kl. 7.30 om
morgenen ringede han igen og talte om den nye kæde af forretninger. Da
var det blot noget mere aktuelt – tilfældigvis. Men da jeg var på vej til
Hotel- og Restaurant skolen for at være censor, kunne jeg ikke selv gå derhen og da han stod lige uden for, bad jeg ham om at købe maskinen for
mig. Og tænk – det gjorde han. Det var nye toner, at han sådan tog initiativer, så det lå jo lidt i baghovedet, da han friede.
34
