Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 28
Kapitel 2
”I will send you a pair twice the size I talked about yesterday. You are a very
kind and helpful person, Thank you.”
“You’re very welcome, Sir. It is very kind of you.” svarede jeg, men jeg så
åbenbart stadig ret skeptisk ud, for han fortsatte; ”Why don’t you trust me?
I will send them from New York on July 19th!“
Jeg var jo ret rystet og sagde, at hvis han skulle glemme det, ville jeg ikke
tage ham det ilde op.
”I won’t,” sagde han og gik ud ad glasdøren for at tage tilbage til lufthavnen.
Jeg sagde til de andre, at hvis/når der kom diamantørenringe med posten
efter den 19/7, var de til mig. De tænkte naturligvis, at det rablede for mig,
men jeg var begyndt at tro lidt på det selv. Han virkede som en mand, man
kunne regne med, så... og som så mange andre kvinder ville jeg da bestemt
gerne have diamanter – også selvom de var ”twice the size” og bestemt
ikke så små som knappenålshoveder.
Der stod jo i Bogen, at man skulle stole på, at det gode ville ske for én, men
at éns ordvalg er meget vigtigt – både når man tænker og når man taler.
Der var et eksempel om en mand, som havde været på kursus hos Louise
Hay, og han vandt kort tid efter 500 dollars. Men han sagde:
”Det er utroligt, jeg vinder aldrig noget.” Kort tid efter faldt han og brækkede benet og hospitalsregningen var på – ja naturligvis 500 dollars. Han
skulle have været taknemmelig og for eksempel have sagt:
”Det er fantastisk! Tidligere har jeg ikke prøvet at vinde noget, men nu har
jeg lært at tænke anderledes – tak til den uudtømmelige kilde.”
Se mere om Louise Hay på louisehay.com og hayhouse.com.
Så, da jeg rent faktisk modtog diamanterne, sagde jeg tak til denne kilde og
skrev naturligvis også et brev til Diamantmanden, hvor jeg på vegne af mig
selv, ”min mand og mine 17 børn” takkede for den fineste fødselsdagsgave,
jeg nærmest nogensinde havde fået. (Pakken kom lige nogle dage før min
fødselsdag den 4. august, og jeg ville være sikker på, at der ikke fulgte nogen
forventninger med den flotte gave). Diamantmanden ringede og sagde:
”Nå, har du en datter – har hun også huller i ørerne?” ”Nej, svarede jeg, hun
er kun to år, så det er hun ikke begyndt at bede om endnu.” ”Nå, så sender
28
