Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 22
Kapitel 1
retning. Jeg forklarede ham situationen og bad om ferien. Han så bedrøvet
på mig og sagde:
”Det kan desværre ikke lade sig gøre, Marianne.” Jeg var ved at tabe både
næse og mund. Han havde jo netop altid været der for mig, når det virklig
gjaldt, og jeg mente da, at han var tilfreds med mit arbejde osv. Meget
mærkeligt.
”Nu skal De høre her”, sagde han. ”Det er sådan, at jeg holder op på hotellet om tre måneder – til jul. Og så havde jeg tænkt, at De kunne blive
direktør i stedet for mig fra næste år. Jeg har jo lært Dem op i flere år og
ved, at det kan De godt klare nu. Desuden får De så mere i løn foruden bil,
telefon og avis – tror De så ikke, at De kan få råd til at bo i huset alene
med Trine? ”
Hvor heldig kan man være? Hvis det ikke også hører til i mirakelklassen,
så ved jeg ikke, hvad der gør. Jeg blev naturligvis i situationen mest rystet
over, at han ville rejse, for hvordan skulle det da gå uden ham? Han var jo
en fast bestanddel i hotellet og dermed i mit liv. Han havde altid været
back-up, når der havde været situationer, hvor det havde været påkrævet
– skulle jeg nu klare det hele selv? Kunne jeg mon det? Ja, det mente han
jo, at jeg kunne, og han havde lært mig alt muligt, så det var tid at stå på
egne ben. Og igen havde han jo ret; det kom til at gå over al forventning,
men jeg havde også mange gode hjælpere – både i det dygtige personale,
den kloge bestyrelsesformand, gode og inspirerende kolleger og samarbejdspartnere. Så tak for den udfordring, oplæring, omsorg og tillid, hr.
Vøttrup.
Jeg undrede mig såre over, hvordan jeg skulle være kommet til at ønske
mig at blive direktør for hotellet. Det havde jo aldrig været i min bevidsthed, syntes jeg. Tilsidst kom jeg dog i tanke om, at jeg måske indimellem
havde ønsket at kunne bestemme alting selv, så det var åbenbart det, der
hermed gik i opfyldelse.
22
