Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 16
Kapitel 1
hotellets direktør, hr. Villadsen, som var sådan en rar mand, hvad han ville
gøre, hvis han lige havde ansat én, som viste sig at være gravid.
”Jeg ville nok give hende en månedsløn og sige, at hun ikke behøvede at
komme alligevel”, sagde han. Fy for pokker, dén var værre. ”Men,” fortsatte han, ”jeg ringer lige til min kone, så kan De tale lidt med hende om det.
Det er hun nok bedre til end jeg.” Han må jo have kunnet se, at jeg var helt
chokeret. Så jeg talte med hende, og hun beroligede mig. Desuden gjorde
hun alt, hvad hun kunne, for at skaffe os en lejlighed i København, hvor
hun selv kom fra og havde kontakter. Enestående gjort af dem begge. Tak!
Men jeg ville jo slet ikke have børn og da især ikke nu, så jeg fik en aftale om en abort den 26. april i København, hvor jeg havde to fridage. Min
kæreste ville ellers meget gerne have barnet – og mig – men det ville jeg
jo ikke, for jeg så i ånden, at jeg ville blive sagt op i prøvetiden og derefter ikke ville kunne få et job, før barnet var født og barselstiden ovre.
Derefter kunne det være svært nok, for det er ikke alle arbejdsgivere, som
er lige interesserede i at ansætte en medarbejder, som er nybagt mor – og
måske endda alene om det.
Det endte med, at vi flyttede ind i et par værelser i min fars lejlighed på
Gl. Kongevej – min far var desværre i mellemtiden flyttet til Jylland!
Ærgerligt, for jeg havde glædet mig til at kunne være mere sammen med
ham, da mine forældre blev skilt da jeg var lille, men sådan skulle dét vel
være. Heldigvis boede hans kone Birthe der endnu og hun tog imod os
med åbne arme.
Nu kommer vi til den fantastiske Direktør Vøttrup:
Jeg skulle møde fredag den 15. april kl. syv om morgenen på The Mayfair
Hotel, og da direktøren kom lidt senere, bekendtgjorde han, at ”Alle fridage er inddraget den 26. april, for da skal vi have reception på hotellet i
anledning af den nu afsluttede total renovering af hotellet.”
Det kendte indretningsfirma Lysberg, Hansen & Therp’s fantastiske indretningsarkitekt John Søborg og ikke mindst hr. Vøttrup selv havde i det sidste års
tid forvandlet Missionshotellet Westend til The Mayfair Hotel Copenhagen.
Puha, nu var gode råd dyre, for jeg havde jo ikke villet sige på hotellet, at
jeg var gravid.
16