Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 146
Kapitel 17
Jeg har et andet eksempel, som mange uden tvivl vil kalde en – eller flere
– tilfældigheder, men for mig var det et vink med en vognstang fra oven.
Forhistorien er lidt lang, men alligevel:
En torsdag aften kom min datter hjem kl. 22, som hun skulle, men jeg
havde pludselig en følelse af, at der var noget galt.
Jeg bad hende fortælle, hvad hun havde lavet o.s.v., men det kom der ikke
rigtigt noget ud af.
Jeg fik da den indskydelse at bede om at se, hvad hun havde i lommerne
på sin jakke. Hun sagde, at det var jeg da velkommen til – egentlig lidt
mærkeligt, når man tænker på, at jeg fandt en foldekniv og en lidt stor
klump hash!
Jeg blev naturligvis chokeret, men kunne heldigvis bevare roen. Så jeg
spurgte hende, hvorfor hun dog gik med en kniv i lommen. ”For en sikkerheds skyld”, svarede hun.
”Og hash’en, hvorfor har du det i lommen?”, ville jeg også gerne vide. ”Det
har jeg fået af en fra min parallel klasse, så vi kunne prøve det”.
Har man hørt magen? Jeg bestemte straks og uden tøven, at hun måtte
væk fra den skole og Ishøj i det hele taget – og det i en vis fart.
Så næste dag ringede jeg til Herlufholm Kostskole for at høre, om de
havde plads til hende. Det havde de ikke, så jeg ringede til Stenhus kostskole, som jeg aftalte at komme og se allerede om lørdagen.
Trine var naturligvis med og min gode kammerat Johan. Jeg bemærkede,
at der var ledige værelser og spurgte, om hun kunne starte med det samme.
Det skulle de undersøge og mandag fik jeg besked om, at det var i orden.
Tirsdag kørte jeg hende til den gamle skole med flødeboller o.s.v. til klassen og meldte hende ud af skolen med øjeblikkelig virkning.
Så kørte hendes far og jeg op med hende og fik hende installeret.
Der var bare lige det aber dabei, at kommunen ikke ville hjælpe med at
betale noget som helst – de mente ikke, at det var noget at hidse sig sådan
op over, at ens barn gik rundt med en kniv og hash i lommen i en alder af
14 år, så det måtte jeg selv klare.
Og jeg som ellers synes, at jeg havde betalt så meget i skat til den kommune i mange år – og det endda med glæde – hm.
Jeg var rystet – igen, men måtte jo se at skaffe de penge selv. Det drejede sig om
146
