Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 132
Kapitel 16
Det forstod hp jo ikke, for han syntes jo selv, at han gjorde alt for alle hele
tiden, så de måtte jo elske ham for det.
Ja, men sådan var det jo ikke i medarbejdernes virkelighed. For han blev
aldrig færdig med noget, for han ville ikke lade de andre medarbejdere
lave opgaverne – han skulle nok sørge for det. Han troede, at han hjalp
dem og lettede deres hverdag, men tværtimod bremsede han dem, så de
ikke kunne komme videre med deres arbejde – og derfor blev de stressede
og umotiverede.
Han fik så lov at komme ned på jorden og prøve igen, men blev trukket
op igen nogle gange, fordi han stadig ikke havde forstået det.
Til sidst lykkedes det naturligvis og heldigvis var jeg ikke mere indbildsk
end, at jeg tydeligt kunne overføre min egen adfærd og se den afspejlet i
hovedpersonen.
Pinligt.
Til turen hjem i flyet fra Jylland, fik jeg en artikel af Sally; det var den med
Aben. ” Hvem har aben?” hed den vistnok.
Den artikel var også meget rammende; Jeg kunne tydeligt se, at den
(Aben) havde jeg også siddet med mange gange, fordi jeg, i min utålmodighed og utålelige hjælpsomhed, påtog mig opgaver, som andre ligeså
godt kunne udføre.
Så, da jeg kom hjem til hotellet begyndte jeg straks at ændre min adfærd.
Det første var at bede personalet om at undlade at lægge sager eller henvendelser i min bakke, bare fordi de havde et spørgsmål eller var lidt i tvivl om
noget. Heller ikke selvom mit navn stod på henvendelsen. De skulle bare
læse, hvad det drejede sig om og besvare henvendelsen med det samme.
Såfremt de var i tvivl om besvarelsen, kunne de bare spørge, hvis jeg var
der og ringe til mig, hvis jeg var ude.
Det hjalp virkelig på bunkerne og lettede dermed min hverdag, så jeg
kunne få tid til at få nye idéer og i det hele taget overskue alting bedre.
Der var flere ekstra bonus’er ved det; Én var, at medarbejderne glædede sig
over den tillid, de dermed fik. En anden, at det skabte øget motivation hos
dem. En tredje, at jeg var sikker på, at alle henvendelser blev besvaret
omgående – og det har alle det bedst med. Så er sagen ude af verden og ligger ikke i baghovedet og stresser.
Det var(er?) åbenbart heller ikke så almindeligt at svare så prompte, for vi
132
