Færdig bog 19. dec-2005 - Bog - Side 13
Hr. Vøttrup - min beskyttende engel i årevis
10.400 til 12.000 kroner. Jeg begrundede det fint, og hun var også meget
lydhør og gav mig fuldstændig ret i, at det bestemt ikke var en urimelig
forespørgsel.
”Hvor dejligt”, tænkte jeg.
”Men det har jeg bare ikke råd til at give Dem”, svarede Fruen.
Øv, hvor ærgerligt, men hvad skulle jeg da så gøre? Jeg havde gennemgået
alle vore faste udgifter og ikke kunnet finde flere ting, som vi kunne spare
på.. Så fik jeg en idé. Jeg gik ned til udlejeren af ejendommen, som vi boede
i. Det var en advokat, tror jeg, og han var i møde, men bad mig alligevel
forelægge mit ærinde, selvom en anden herre var til stede. Det var jeg ikke
meget for, men han var urokkelig, så jeg måtte jo sige det, som det var:
”Mon De kunne nedsætte huslejen, for vi har ikke råd til at blive boende
ellers – og jeg har spurgt min arbejdsgiver, om jeg kunne få lønforhøjelse,
men det var ikke muligt og jeg er så glad for mit arbejde, at jeg helst vil
blive der”.
Han og den anden herre var ved at dø af grin, men faktisk kom der allerede her et mirakel, for han sagde ja! Han spurgte, om vi kunne skifte pæren
i opgangen, hvis den sprang (der var kun to lejemål) og ellers skovle lidt
sne, hvis der kom noget.... fantastisk mand. Så nedsatte han huslejen med
25%! Tak til ham! – Og til universet, som gav mig tanken og ikke mindst
modet til at spørge ham om noget, som virkede så vanvittigt.
Men ved nærmere eftertanke var det jo en lidt uholdbar situation aldrig at
kunne stige i løn, når man kun er 25 år, så jeg begyndte at tænke over,
hvad jeg så skulle finde på. Jeg var jo glad for hotellet og ville ikke arbejde på ét af byens andre hoteller, da de umuligt kunne være lige så gode....
Så jeg begyndte at tænke på at flytte til København, hvor min far boede.
Min kæreste var jeg efterhånden begyndt at kunne undvære, syntes jeg, så
jeg ville ikke opfordre ham til at flytte med. Han ville dog med – han var
tilflytter fra København og ville gerne med tilbage.
Jeg begyndte at se i avisen og søgte forskellige stillinger, som jeg ikke fik.
Meget mærkeligt, syntes jeg, for jeg vidste jo selv, hvor arbejdsom jeg var.
13
